DF: Ja, vi vil bremse den grønne omstilling efter valg

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

Man kan ikke dele verden op i sorte og grønne eller rene og beskidte, som klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) gør i sin advarsel mod "sort bloks" politik, hvis regeringsmagten tipper efter næste folketingsvalg.

Det siger Dansk Folkepartis ordfører på området, Mikkel Dencker.

- Jeg fornemmer, at han er ude at pege fingre og gøre sig selv hellig. Men han har helt ret i, at der er store forskelle mellem regeringen på den ene side og Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance på den anden, siger Dencker.

Ifølge Rasmus Helveg er Danmarks eksport af grøn energiteknologi - i 2013 var den på 38 milliarder kroner - i fare, hvis der kommer en borgerlig regering, fordi den vil være mindre ambitiøs end SR-regeringen.

Og DF er klart imod regeringens linje, bekræfter Mikkel Dencker. Han har over for magasinet EnergiWatch slået til lyd for at bremse opstillingen af havvindmøller - én park er nok til demonstration over for udlandet, mener han.

- Vi har en bekymring over, om den førte energipolitik hæmmer os økonomisk, fordi vi påfører os selv mange udgifter. Jeg anerkender, at vi har en teknologisk førerposition på vindmøller, men derfor behøver man ikke blive ved at udvide hjemmemarkedet, siger Dencker.

En producent som Vestas er allerede en eksportsucces og kan sagtens stå på egne ben i dag "uden et kunstigt marked herhjemme", tilføjer han.

DF mener, at både virksomheder og forbrugere betaler for meget for strømmen på grund af PSO-afgiften, der skal støtte vedvarende energi.

- Danmarks CO2-udledning udgør så lille en del af den globale, at det ikke gør fra eller til, hvad Danmark gør. Vi kan godt lade den grønne omstilling køre i lidt langsommere tempo, end regeringen ønsker, siger Mikkel Dencker.

DF's ordfører slår fast, at der bliver skruet ned for den vedvarende energi, hvis partiet kommer i regering eller bliver støtteparti for V. Det går for stærkt og er for dyrt, mener han.

- Energiforliget udløber i 2020, så vi skal faktisk snart til at forhandle et nyt. Det vil være naturligt, at vi prøver at præge det i retning af, at man tager mere hensyn til erhvervslivet og danske forbrugeres elregning, siger Dencker.

/ritzau/