DF om aldersgrænse: Få først styr på e-cigaret markedet

Skrevet af admin

22/03/2014

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti og De Konservative vil gerne være med til at se på, om det skal være forbudt at sælge e-cigaretter til børn og unge, men først skal der styr på markedet.

Sådan lyder det fra de to partier, efter at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har foreslået at indføre aldersgrænse for køb af e-cigaretter.

- Man bør se på hele markedet, for det er et gråt marked. Mange bruger e-cigaretter til at holde op med at ryge, men man ved ikke helt, hvad det er, man køber, siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

I januar meldte Sundhedsstyrelsen 25 forhandlere af ulovlige giftige nikotinvæsker til politiet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der i internationale undersøgelser fundet både elementer af kølervæske og kræftfremkaldende stoffer i nogle af beholderne og samtidig farligt høje doser af nikotin.

Endnu er der ikke gennemført videnskabelige langtidsstudier, der afdækker, om e-cigaretter er skadelige for helbredet. Men mindre studier viser, at blot få minutters rygning på en e cigaret med nikotin påvirker luftvejene.

Derfor mener Mai Mercado (K), at det er afgørende at få afdækket, om det rent faktisk er farligt at ryge en e-cigaretter.

- Lige nu har vi nogle indikationer, men jeg mener, at der er brug for, at vi kan tale ud fra nogle undersøgelse, vi kan regne med, siger sundhedsordføreren.

Alligevel vil hun gerne være med til at kigge på et forbud mod salg til børn.

- Almindeligvis er vi ikke tilhængere af forbud, men når det gælder børn, mener vi også, at vi har en særlig forpligtigelse, siger ordføreren.

Fordi der endnu ikke er et klart svar på, om det er skadelige at ryge dem, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man ikke ryger e-cigaretter, hverken med eller uden nikotin.

/ritzau/