Drabsmænd fra Paris-massakre til vidne: Vi er al-Qaeda

Skrevet af admin

07/01/2015

Mest læste i dag

To gerningsmænd, som flygtede efter deres massakre på magasinet Charlie Hebdo, siger, at de er fra al-Qaeda i Yemen.

Det fortæller et vidne, en fransk ejendomsmægler, som tilfældigvis trådte ud på gaden, da de to mænd forlod deres første flugtbil.

- Du skal sige til medierne, at det er al-Qaeda i Yemen, siger Cédric Le Béchec ifølge det franske medie 20minutes.fr.

- Det hele foregik meget roligt, uden råb og uden fornærmelser.

De to mænd var svært bevæbnet, da de forlod bilen.

En tegner, "Coco", som blev truet til at lukke de bevæbnede mænd ind på det franske satireblad, har givet en lignende besked efter sit møde med de to.

- Jeg havde hentet min datter i fritidsklubben, og da vi kom til bladets hoveddør, blev vi truet voldsomt af to maskerede og bevæbnede mænd.

- De ville ind i bygningen og op. Jeg trykkede koden til låsen. De skød på Wolinski, Cabu. Det varede fem minutter. Jeg havde søgt ly under et skrivebord. De talte perfekt fransk. De påstod, at de var fra al-Qaeda, siger "Coco" til 20minutes.fr.

Ved angrebet er fire af Frankrigs mest berømte tegnere blevet dræbt.

/ritzau/