En dræbt efter slagsmål på åben gade

Skrevet af admin

27/05/2015

Dagens topnyheder

En mand er død, og en anden er alvorligt kvæstet efter et slagsmål i Havndal ved Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet på Udbynedervej klokken 00.25 natten til onsdag, og da betjente nåede frem til stedet, fandt de to bevidstløse mænd på vejen og påbegyndte førstehjælp.

- Den ene mand blev desværre konstateret død, mens den anden blev kørt til traumecenter, hvor han er uden for livsfare, men alvorligt kvæstet, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Gerningsmændene var forsvundet fra stedet, da politiet nåede frem, og der er endnu ingen anholdte i sagen.

Derudover ønsker politiet ikke at komme med mange yderligere oplysninger, da de pårørende endnu ikke er blevet underrettet.

Over for Ritzau oplyser vagtchef Per Bennekov, at politiet ikke formoder, at der er tale om et bandeopgør.

/ritzau/