Færre børn bliver sendt i SFO efter skolereformen

Skrevet af admin

01/04/2015

Mest læste i dag

Antallet af børn, som bliver skrevet op til pasning i de danske dagplejer og daginstitutioner, er faldet.

Det fremgår af en opgørelse over sidste års børnepasning, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

Antallet af børn i dagplejen og daginstitutioner faldt således med 24.000 børn fra 583.600 i 2013 til 559.300 i 2014. Det svarer til et fald på 4,2 procent.

- Årsagen er et faldende børnetal, men især en ændret indskrivningsadfærd hos forældrene til de 6-9-årige børn på grund af folkeskolereformen, som trådte i kraft efter sommerferien 2014, skriver Danmarks Statistik.

Kigges der på børnetallet i SFO og fritidshjem, er det tilsammen faldet med 14.000, hvilket svarer til et fald på 5,4 procent.

- Mange forældre har fravalgt disse institutionsformer, idet folkeskolereformen har betydet, at børnene nu bruger længere tid på skolen, forklarer Danmarks Statistik.

Ud over de typiske pasningsordninger går 56.100 børn og unge i fritids- eller ungdomsklub.

Privat passes 7800 børn med tilskud fra kommunen, og 1300 børn passes af egne forældre med tilskud fra kommunen, oplyser Danmarks Statistik.

Folkeskolereformen blev vedtaget i december 2013 og gennemført med start fra dette skoleår trods protester og indsigelser fra Danmarks Lærerforening.

Protesterne kom især til udtryk i forbindelse med overenskomstforhandlingerne sidste år, hvor lærerne følte, at deres arbejdsvilkår blev voldsomt forringet.

/ritzau/