Færre penge kan sende familier på gaden

Skrevet af admin

01/08/2016

Mest læste i dag

Hver mandag lidt før klokken 17 stiller beboerne i to boligselskaber i Horsens sig i kø i det lokale aktivitetshus. Når klokken bliver hel, kan de fylde en pose med overskudsfrugt - og grønt mod at betale 20 kroner.

Kan de nøjes med en halv pose, slipper de med 10 kroner for varerne, som er hentet af frivillige i nærliggende supermarkeder.

Initiativet er et af flere landet over, der skal hjælpe arbejdsløse på kontanthjælp til at få pengene til at strække, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft 1. oktober.

Gældsrådgivning, budgetlægning eller en samtale om at bytte lejligheden til en billigere er blandt de andre tilbud, viser en rundringning foretaget af Ritzau til en række boligforeninger.

- Vi ved, hvem det er, der er i risiko for at komme i klemme, og derfor er vi i gang med at kontakte dem. En enlig mor med to børn kan miste 20.000 kroner om året. Det siger sig selv, at det bliver svært, og at hun risikerer ikke at kunne betale huslejen, siger Finn Muus, direktør i Boligkontoret Fredericia.

Kontanthjælpsloftet blev vedtaget af regeringen i foråret. Det reducerer ikke selve kontanthjælpen, men betyder, at der indføres et loft for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager maksimalt kan få i støtte fra det offentlige, herunder i boligsikring.

I Horsens siger Christian Højholt, der er leder af den boligsociale indsats i Bo Trivsel, at foreløbig 120 lejere hver uge køber billig frugt og grønt.

Nogle, fordi de gerne vil begrænse madspild, andre gør det, fordi de er økonomisk trængte.

- Vores forventning er, at endnu flere vil komme til i løbet af efteråret på grund af kontanthjælpsloftet, siger Christian Højholt.

Han fortæller, at flere lejere er begyndt at se sig om efter en anden bolig. Men for mange er det ikke en mulighed at flytte, fordi der mangler boliger, de kan betale.

- Andre kan ikke flytte, fordi de ikke har råd til indskuddet, siger Christian Højholt.

I Dansk Socialrådgiverforening forudser pressevagt Anne Jørgensen, at manglen på billige boliger kan tvinge kontanthjælpsmodtagere til at opgive at bo i byerne.

- I stedet må de flytte ud på landet, hvor boligerne er billigere. Men ofte er det dårligt isolerede og usunde huse.

- Samtidig har de den ulempe, at de ligger langt fra offentlig transport. Det gør det endnu sværere at finde et job eller begynde på en uddannelse.

/ritzau/