Familie mistede 20-årig datter: Nu deler højskole deres rørende budskab

Skrevet af Kirstine Petersen

21/06/2016

Dagens topnyheder

Fredag fik en dansk familie den værste nyheder, man kan få; deres 20-årige datter, som var på vandretur i Canada med Silkeborg Højskole, var styrtet i døden under en udflugt i Wells Gray Park.

Datteren mistede ifølge skolens forstander fodfæstet på en skråning og fik et slag mod hovedet, der kostede hende livet.

Forældrene og pigens bror har modtaget beskeden med stor sorg, men finder alligevel kræfter til at dele et rørende budskab og en opfordring, som de har bedt Silkeborg Højskole om at dele for dem.

Beskeden lyder:

- Det er naturligvis med den største sorg, at vi har modtaget nyheden om, at vores dejligste og dyrebareste datter og søster er afgået ved døden i Canada. Vi vil gerne sige tak til alle for de varme tanker og ord, som der her er tilkendegivet.

- Til alle jer på forårsholdet 2016 vil vi gerne sige jer tak fordi I var med til at gøre hendes højskoleophold til det største og bedste hun nogen sinde har oplevet. Aldrig har vi oplevet så glad en pige, og I må love os, at I tænker tilbage på jeres tid sammen med glæde uanset det, I har været vidne til. Det vil være i hendes ånd.

- Vi betragter det, der er sket som et hændeligt uheld på en vandretur men med et tragisk udfald. Vi kan ikke bebrejde Silkeborg Højskole noget. På intet tidspunkt har vi haft følelsen af, at der blev slækket på sikkerheden.

En sidste opfodring fra familien lyder:

- Til alle jer unge og jeres forældre, der læser dette: Dyrk fællesskabet, tag ud i verden og mærk livet.