Familien Nielsen købte bananer i Netto: Fik verdens farligste edderkop med hjem

Skrevet af Kristine Bugbee

03/03/2017
Velbekommen.
Velbekommen.
En familie fra Kolding fik en ubehagelig overraskelse efter at have handlet i Netto. En ubuden gæst havde gemt sig i en vare fra supermarkedet - og nu er den forsvundet.

Dagens topnyheder

Familien Nielsen fra Kolding vil næppe se bananer i det samme lys fremover. Efter en indkøbstur i Netto på Hylkedalsvej i Kolding i sidste uge fik familien meget mere med hjem, end de havde betalt for. 

Finn Nielsen fortæller til JydskeVestkysten, at hans 16-årige datter satte sig ind på sit værelse for at spise en banan, som familien netop havde købt i Netto, da en gyselig episode udspillede sig:

- Da hun spiser bananen, kommer der en puppe ud af bananen, som falder ned i hendes hånd. Hun kaster den på gulvet, og så folder den sig ligesom ud, og hun ser, at det er en edderkop. Så fik hun en anden banan, og vi tænkte ikke mere over det, siger faderen til jv.dk.

Den 16-årige pige sov ikke på sit værelse de næste to nætter. Men netop som tanken om ubudne kravl på værelset var ved at fordufte, fik hun øje på edderkoppen under sin radiator, da hun sad på sit værelse og lavede lektier to dage senere.

Finn Nielsen beskriver edderkoppen som på størrelse med en femkrone. Han forsøgte at støvsuge den op, men det lykkedes den igen at flygte.

Familien begyndte at undersøge sagen nærmere og på nettet kunne de se, at der var tale om verdens farligste edderkop - vandreedderkoppen, der også er kendt som banan-edderkoppen. Finn Nielsens datter kunne med det samme genkende den.

Edderkoppen, som kan blive op til 15 centimeter stor, hvis man måler benene med, lever ifølge jv.dk i en række sydamerikanske lande og har forårsaget flere dødsfald.

Efter at have læst mere om edderkoppen kontaktede Finn Nielsen Netto, som beklager hændelsen med bananer. De rådede familien til at henvende sig til en skadedyrsbekæmper, som nu har besøgt familien to gange og lagt diverse fælder ud - indtil videre uden resultat.

Finn Nielsen er ikke nervøs over, at den farlige edderkop gemmer sig et sted i huset, men resten af familien har det svært ved tanken. Derfor er der nu lys i gangen døgnet rundt, og Finn Nielsens kone har altid en lommelygte ved sin side, når det er mørkt, skriver jv.dk.

Artiklen kan indeholde sponsoreret links