Fattige familier kan lave julemiddag af overskudsmad

Skrevet af admin

17/12/2015

Mest læste i dag

Det er ikke alle familier, som har råd til juletræ, kalenderlys og flæskesteg juleaften.

De hjælpeorganisationer, som uddeler julehjælp til fattige familier, får så mange ansøgninger, at ikke alle kan få hjælp til at holde jul.

Derfor har organisationerne Dansk Folkehjælp og Stop Spild af Mad sammen med Rema 1000 indgået et samarbejde, som går ud på at uddele overskudsmad til 500 familier, der ikke har råd til julemaden.

- Desværre må vi konstatere, at Dansk Folkehjælps mulighed for markant at øge den almindelige julehjælpsindsamling i takt med et stadig stigende antal julehjælpsansøgninger ikke vil være mulig, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, i en pressemeddelelse.

Derfor glæder han sig over muligheden for, at initiativet både begrænser madspild og hjælper familier.

Overskudsmaden bliver pakket i kasser 23. december. Julehjælpskasserne bliver uddelt ved flere Rema 1000-butikker i Aarhus, Aalborg, Randers og København.

Der er i første omgang tale om et pilotprojekt. Men hvis uddelingen af overskudsmaden bliver en succes, håber organisationerne og Rema 1000 at udvide projektet, så flere end 5000 familier næste år kan få hjælp.

Hvert år kasseres 303.000 ton spiselige fødevarer i fødevaresektoren. Fra danske husholdninger kasseres 237.000 ton. Det samlede årlige madspild i Danmark anslås dermed til 540.000 ton.

/ritzau/