Flygtningehjælp: Vinteren påvirker ikke flygtningestrøm

Skrevet af admin

30/11/2015

Mest læste i dag

Desperationen er stor, og strømmen er massiv.

Derfor påvirker det kolde vintervejr ikke antallet af asylansøgere, som man ellers normalt ser.

Det fortæller Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, efter at nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at antallet af asylansøgere i oktober var på et rekordhøjt niveau.

- Det viser, at presset er relativt konstant på Danmark og på Europa, og at den vinterafmatning, vi nogle gange ser på grund af et ufarbart Middelhav, ikke slår igennem i år, siger han til Ritzau.

Andreas Kamm fortæller, at strømmen nu ofte går gennem Tyrkiet i stedet.

- Som baggrundstæppe har man konflikten i Syrien og Irak, og det gør det svært for mange mennesker at blive i nærområderne, og det øger presset.

3646 personer søgte asyl i Danmark i oktober, og det er det højeste tal for en enkelt måned i mindst fire et halvt år.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær mener, at de nye tal blot er endnu et eksempel på, hvorfor verdenssamfundet skal finde en holdbar og længerevarende løsning.

- Danmark og Europa er nødt til at tage sig sammen. Vi står overfor store udfordringer, og det kan vi på den korte bane godt håndtere. Men det kalder på en fælles europæisk løsning, og så skal konflikten i Irak og Syrien løses, siger han.

Som i de forudgående måneder er der flest syrere blandt ansøgerne. I oktober bad 1459 personer fra det krigshærgede land om ophold i Danmark mod 1290 i september.

Den mest markante udvikling ser man dog blandt de iranske ansøgere. Her er antallet steget fra 272 i september til 763 i oktober. Det er en stigning på 180 procent.

Går man blot to måneder tilbage til august, kom der ikke mere end 60 iranske asylansøgere til landet.

Andreas Kamm har ikke noget bud på, hvorfor man ser en stigning af iranere. Han bemærker blot, at det er "sådan noget, man ikke kan sige noget om i disse situationer".

/ritzau/