For første gang i 7 måneder giver Yahya Hassan lyd fra sig: 'Vi bliver straffet, mens terrorister og bandemedlemmer hygger sig'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

01/12/2016
I en Facebook-opdatering løfter den fængslede digter Yahya Hassan sløret for de hårde omstændigheder, han lever under.

Dagens topnyheder

16. september i år blev den kontroversielle digter Yahya Hassan idømt 1 år og 9 måneders fængsel for blandt andet at have skudt mod en 17 årig dreng.

Siden er det ikke meget, man har hørt fra den 21-årige aarhusianer, men nu giver han for første gang i syv måneder lyd fra sig.

Det sker via digterens egen Facebook-profil, hvor Hassan dog beretter om yderst kritisable forhold i Statsfængslet Østjylland.

Fængselsopholdet startede ellers godt for den dømte digter:

- Den 10. november blev jeg flyttet fra Arresthuset i Aarhus til fællesskabsafdeling i Statsfængslet Østjylland, hvor jeg skulle afsone resten af min dom, indleder Yahya Hassan og forklarer, at forholdende her var i orden.

- Her var celledøren åben fra klokken 07:00-21:15. Jeg havde et vindue på cellen, så jeg kunne lufte ud, jeg havde adgang til en altan på afdelingen, jeg kunne lave min egen mad i afdelingens fælles køkken, jeg kunne træne, arbejde, studere, ringe til familie og venner, deltage i arrangementer i kirken og i sportshallen og jeg kunne handle i fængslets købmand, skriver Hassan, der dog nu er blevet flyttet til en anden afdeling.

Her forklarer Yahya Hassan selv, at han nu sidder, under yderst kritisable forhold, med isolationsfængslede, særligt farlige fanger og bandemedlemmer.

- Her er celledøren låst 24 timer i døgnet, der er ikke et vindue på cellen, der kan åbnes, så den eneste mulighed for frisk luft er en times gårdtur om dagen. Køkkenet er ikke færdigbygget så vi kan ikke lave mad, og må leve af tørt brød og Sønder Omme bakker, skriver Hassan, der både føler sig løjet for og ført bag lyset.

- Vi fik at vide af Peter og John fra afdeling C’s ledelse at vi ville afsone på samme vilkår på den nye afdeling som vi hidtil havde gjort, men nu sidder vi isoleret 23 timer i døgnet på trods af at vi ikke har forbrudt os mod fængslets regler på noget som helst tidspunkt. Afdelingsledelsen har løjet for os og ført os bag lyset, skriver Hassan og slutter at med følgende ord:

- Velfungerende fanger bliver straffet uden grund, mens terrorister og bandemedlemmer hygger sig. Glædelig jul.