Fraskilte fædre skylder deres ekskoner milliarder

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Fraskilte forældre skylder 6,2 milliarder kroner til deres ekspartnere i børne- og underholdsbidrag, viser en ny opgørelse fra Skat.

Det er cirka 20.000 kroner for hver af de 320.000 danske skilsmissebørn. Tallet for skyldig underholdsbidrag er vokset fra 5,35 milliarder kroner tilbage i 2010, skriver metroxpress.

Det er næsten altid mænd, der skylder penge til ekskonen, fordi børn oftest flytter ind hos mor, og hun har sædvanligvis den laveste indtægt.

Betaler ekspartneren ikke, lægger kommunen ud - hvorefter Skat inddriver pengene.

Ifølge de nye tal skyldes de 3,7 milliarder kroner af folk, der tjener nok til at betale - hvor de sidste 2,5 milliarder kroner skyldes af personer med en lav indtægt.

Skatteminister Morten Østergaard (R) understreger, at rigtige mænd betaler.

- Hvis du spørger mig om min generelle holdning, så er den, at rigtige mænd naturligvis betaler deres børne- eller ægtefællebidrag, for ud over et ligestillingshensyn er formålet jo først og fremmest, at børnene skal komme så godt som muligt videre i livet, skriver han til avisen.

Formand for Foreningen Far, Jesper Lohse, kalder beløbet "helt vildt".

- Men der er ingen tvivl om, at mænd som kvinder skal betale det, de skylder, hvis der er fornuft i tingene. Når det er sagt, så er der flere grunde til, at det opstår.

- Nogle mænd betaler ikke, fordi de ikke kan - de er blevet fyret eller er gået ned med flaget. Andre kan have bedt om en regulering på grund af nyt job og venter 9-12 måneder på sagsbehandlingen, siger han til metroxpress.

Skat kan vælge at gøre indhug i din løn, ejendom eller bil, hvis du skylder penge til det offentlige og ikke kan eller vil betale.

/ritzau/