Fuglesensation: Gåsegribbe i flok spottet i Danmark

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

34 gåsegribbe i flok har skrevet sig ind i fugleverdenens historiebøger ved fredag at flyve over den nordjyske by Volsted syd for Aalborg.

- Det er en kæmpe sensation, lyder det fra ornitolog Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation i Skagen.

Der er ifølge ornitologen kun set i alt seks af de store ådselædere i Danmark siden 1858.

- Der er jo normalt ikke gribbe i Danmark. Men seks gange er det sket, at man har set en enkelt. Og pludselig i dag er der nogle, der står og ser på en flok på 34 gåsegribbe. Det er helt vildt, siger Rolf Christensen.

Fuglene lever normalt i de spanske bjerge og Sydøsteuropa, men nogle gange flyver de nordpå med sommervarmen.

- De er før blevet set i flokke i Holland. Vi tror, det er unge fugle fra sidste år, som er fløjet med varmen fra Spanien, siger Rolf Christensen.

Det var de to fugleinteresserede mænd Carsten Bohn Søndergaard fra Risskov og Lars Nielsen fra Horsens, der fredag eftermiddag omkring klokken 15 så fuglene flyve lavt over Volsted, da de var på vej til Lille Vildmose Naturområde for at se på fugle.

- Vi ser en masse store fugle komme skråt ind imod os, og vi spørger hinanden, om det mon er traner. Vi får smidt bilen ind og går ud med håndkikkerterne, og så er der én der siger, at det kan være gåsegribbe, siger Lars Nielsen.

- Men vi kan ikke finde ud af det, for det ville være fuldstændig sindssygt, hvis det var gåsegribbe. Men senere får vi altså bekræftet ud fra vores billeder, at det er det 100 procent sikkert, lyder det.

Fuglene er senere blevet set over Aalborg. Men Rolf Christensen er overbevist om, at de inden længe vil flyve mod Spanien igen.

- De er taget på sommerstrejfetur, og så tager de hurtigt sydpå igen, når det bliver koldt. Der er heller ikke ådsler nok i Danmark. Vi er jo et landbrugsland uden døde dyr på markerne, siger han.

Gåsegribben er sort, brun og hvid og kan have et vingefang på op til 2,8 meter og veje op til 11,3 kilo.

/ritzau/