Højtuddannede unge uddanner sig til ledighed

Skrevet af admin

04/05/2015

Mest læste i dag

Hver femte af de unge, som sidste år blev færdige med en uddannelse, var tre måneder efter deres afsluttende eksamen fortsat ikke kommet ind på arbejdsmarkedet.

Og det ser endnu værre ud for unge med lange videregående uddannelser, hvor næsten 28 procent stod uden job efter tre måneder. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ifølge Jyllands-Posten.

Erhvervsrådet opfordrer på baggrund af tallene regeringen til at sikre bedre sammenhæng mellem indholdet på studierne og erhvervslivets behov for nye medarbejdere.

- Der har været en holdning om, at det kun var universitetsuddannelser, der duede. Den holdning vil jeg gerne advare imod. Det er vigtigt, at de unge også interesserer sig for uddannelser, som er kortere og måske i højere grad rettet mod den private sektor, siger Lars Andersen, direktør for AE, til Jyllands-Posten.

Blandt de unge, som opnår de højeste karakterer i gymnasiet, søger 25 procent ind på fire bestemte uddannelser: Medicin, jura, psykologi og statskundskab.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) anbefaler kommende studerende til at være langt mere åbne i deres valg af studie end tidligere årgange.

- Vi hører igen og igen, at erhvervslivet efterspørger kvalificeret arbejdskraft og mangler unge med særlige kompetencer, og samtidig har vi næsten 28 procent ledige nyuddannede akademikere. Vi har for skævt et match. Det er også derfor, at vi har skåret ned på pladser med studier, hvor der har været markant, systematisk overledighed, siger hun til avisen.

Sofie Carsten Nielsen opfordrer derfor de unge til at lade være med "blot at følge populære strømninger".

/ritzau/