Hjerteløse gerningsmænd bag markabre handlinger på kirkegård: De døde får stjålet deres navne

Skrevet af Morten Larsen

30/08/2016

Dagens topnyheder

Helsingør Kirkegård er blevet ramt af en hjerteløs form for hærværk, da ukendte gerningsmænd har stjålet bogstaver fra de afdødes navne på gravstenene.

Helsingør Dagblad skriver, at seks grave har haft besøg af bogstavetyvene.  

Værst er det gået ud over en gravsten, hvor navnet på den afdøde og flere ord er helt udraderet.

På gravstenen stod der 'Vor elskede mor' med bronzebogstaver, men nu er teksten helt fjernet, og der er kun få bogstaver og enkelte punktummer tilbage på de efterladtes mindesmærke for deres kære.

Læs også: Politiet får mange tip om drab på tysk mor på motorvejen - vil gerne have flere

Bogstaverne af bronze har ingen værdi som metalskrot eller genbrugsmetal, og hos Helsingør Kirkegårds ledelse er man derfor af den opfattelse, at der er tale om grove drengestreger.

De har i dag anmeldt hærværket til politiet. 

Ved en af de bogstaveløse gravstene er der fundet et afbrækket knivblad.

Ifølge kirkegårdsleder Kjeld Christiansen, så kræver det ikke det store udstyr, hvis man skulle få den besynderlige lyst at stjæle de dødes bogstaver.

- De kan formentlig slås af med en lille hammer eller med skaftet af en skruetrækker, siger han til Helsingør Dagblad.

-  Det ser jo besynderligt ud og virker chokerende på de efterladte, når de kommer for at besøge gravene, siger Kjeld Christiansen.

Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: