Hospital dropper omdiskuteret rygeforbud

Skrevet af Nils Würtzenfeld

02/05/2018
Nordsjællands Hospital har opgivet at opretholde deres rygeforbud og indretter nu rygepavilloner.

Dagens topnyheder

Patienter og pårørende kan nu igen ryge på Nordsjællands Hospital, der ligger i Hillerød og Frederikssund. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Siden 2010 har der eller været totalt rygeforbud på hele hospitalets matrikel, men det har både patienter og pårørende ikke ønsket at overholde.

- Problemet er, at vi trods det nuværende forbud har et meget stort svineri med skodder uden for alle indgange. Vi kan ikke få folk til at lade være med at ryge, hvilket er til gene for personale og de ikke-rygende patienter, siger hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth til Frederiksborg Amts Avis.

Derfor har man nu taget konsekvensen fra hospitalets side og besluttet, at der skal opstilles rygepavilloner udenfor hospitalet, i håb om at rygerne vil benytte dem. 

- Derfor etablerer vi tre rygeområder, to i Hillerød ved hospitalets hovedindgang og ved akutmodtagelsen og et i Frederikssund ved hovedindgangen, siger hospitalsdirektør til Frederiksborg Amts Avis.

De særlige rygeområder vil blive etableret i starten af maj og er udelukkende målrettet patienter og pårørende. Personalet må fortsat ikke ryge i arbejdstiden.

De nye rygepavillonerne koster cirka 40.000 kroner per styk.

- Håbet er, at rygerne vil benytte pavillonerne. Vi kan se, at de bliver benyttet på steder som i lufthavne og andre arbejdspladser med rygekabiner. Grundlæggende er vi kede af at skulle bruge penge på pavilloner, men det en den eneste måde, vi kan imødekomme rygernes behov, lyder det fra Bente Ourø Rørth.

LÆS OGSÅ: Sygdomme