Joachim B. Olsen vil sænke bilafgiften igen: 'Jeg ser gode muligheder’

Skrevet af Emil Ryttergaard

26/06/2017
Joachim B. Olsen og Liberal Alliance går benhårdt efter billigere bilafgifter de kommende år. Finansordføreren vil dog ikke love, at afgifterne bliver sat ned ved den kommende finanslovsforhandling i efteråret.

Mest læste i dag

Når danskerne skal til bilforhandleren og skifte den slidte gamle Skoda Octavia eller Volkswagen Passat ud med en nyere model, så skal bilafgifterne være langt billigere. 

Det mener finansordfører for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, der ønsker at sænke afgiften på de dyre danske biler indenfor de næste to år, skriver Børsen

- Jeg ser gode muligheder for at vi i løbet af denne valgperiode får sænket bilafgifterne igen, siger Joachim B. Olsen til avisen.  

For to år siden blev særligt de helt dyre biler sat ned i pris, da  afgiftsprocenten blev sat ned fra 180 til 150 procent af bilens værdi over 82.800 kroner.

Ved sidste års forhandling fik bilentusiasterne endnu en appelsin i turbanen. Her blev afgifterne skruet sådan sammen, at der først kom den dyre afgiftssats på, når bilen koster over 106.600 kroner. 

De seneste gange at bilafgifterne er blevet sat ned, er det sket i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, men om det også sker denne gang, vil Joachim B. Olsen ikke love, da afgifterne påvirker bilsalget markant:

- Ud over den politiske forhandling, så er der det særlige ved bilafgifterne, at man ikke skal gå og sige, hvornår den bliver sænket. Det har jo en betydning for det marked, som er derude, siger LA-ordføreren til Børsen.

Nordea advarer om farlig virus i netbanken: To ord dukker op på skærmen