Læge raser over forældre på Facebook: 'Spildt arbejdstid for en læge og sygeplejerske... ÆV!’

Skrevet af Emil Ryttergaard

26/09/2017
Læge Didde Lauritzen har skrevet et populært opslag på Facebook efter en frustrerende oplevelse med forældre, der ikke mødte op til deres tider på hospitalet.

Mest læste i dag

Det sker i tide og utide, at læger, hospitaler eller klinikker oplever, at patienter, som ellers har en tid, ikke møder op og undlader at give besked herom. 

På trods af påmindelser i form af sms-beskeder eller advarsler om regninger ved udeblivelse, så 'glemmer' mange deres besøg hos lægen eller på hospitalet, og det er børnelægen Didde Lauritzen godt træt af. 

Hun arbejder på børneafdelingen ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, og hun har på Facebook skrevet et opslag om, hvordan udeblevne patienter påvirker hendes arbejde. 

- Her sidder to af mine skønne kollegaer på Børneafdelingen. Synes du, de ser lidt opgivende ud? Så er det nok fordi, vi i dag har ventet forgæves på fire ud af syv patienter i vores ambulatorium. 

Det er dette billede af Didde Lauritzens opgivende kollegaer, der nu spreder sig på nettet. Foto: Didde Lauritzen/privat

- Men hvad koster det så? Jo, det skal vi fortælle jer: Rundt regnet 25.000 kroner i manglende ambulatorieaktivitet og spildt arbejdstid for en læge og en sygeplejerske. Æv, siger vi bare!, skriver Didde Lauritzen i sit opslag, der har fået næsten 4000 reaktioner og over 3100 delinger på under en uge.  

Didde Lauritzen og hendes kollegaer oplever ofte, at patienterne glemmer deres aftale, så læger og sygeplejersker spilder deres tid. 
 
- Jeg talte med en kollega, som fortalte, at hun dagen før havde siddet i et ambulatorie, hvor hun havde haft otte patienter og ventet forgæves på de fem. Jeg havde haft samme oplevelse ugen før, så det er ikke fordi, det er en engangsforestilling, siger Didde Lauritzen til TV2 Syd.

I år har Sygehus Sønderjylland oplevet, at patienter blev væk fra deres aftale 10.757 gange.

For at undgå udeblevne patienter har danske regioner som en forsøgsordning kunne advare borgere om, at en udeblivelse koster en regning på 250 kroner. 

Men en ny rapport fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at det ikke har nogen effekt at sende en regning, når patienter udebliver. Det får Danske Regioner til gå nye veje for i stedet at påminde patienterne om deres aftaler på hospitalerne. 

- Vi vil ikke slå folk oven i hovederne og true med bøder, når de nu har vist sig at være uden effekt. Vi vil hellere udbrede venlige og moderne metoder, der har vist sig at have større virkning: Nemlig påmindelser i kraft af sms-beskeder og muligheden for, at patienter selv kan booke tider, der passer dem, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen i en pressemeddelelse. 

Læs hele Didde Lauritzens opslag herunder.