Loven blev strammet for seks dage siden: Nu er den første tigger fængslet

Skrevet af Ane Sørensen

25/06/2017
En tigger i den svenske by Göteborg Foto: Polfoto (arkiv)
En tigger i den svenske by Göteborg Foto: Polfoto (arkiv)
En svensk statsborger blev søndag varetægtsfængslet, efter han lørdag var blevet anholdt for tiggeri.

Dagens topnyheder

Søndag blev en svensk statsborger varetægtsfængslet ved et retsmøde, efter han lørdag formiddag blev anholdt for tiggeri foran en Meny-butik i Bagsværd.

Manden, som er 49 år gammel og af polsk afstamning, blev anholdt med et tomt papkrus. En blomsterhandler havde tilkaldt politiet, efter manden havde nægtet at forlade stedet.

Det skriver Ritzau.

Det er bare seks dage siden, at Folketinget vedtog en skærpelse af den danske lov imod ‘utryghedsskabende’ tiggeri i det offentlige rum. Sagen er formenlig den første, hvor skærpelsen bliver anvendt i praksis.

Skærpelsen af loven betyder, at en person kan dømmes uden advarsler, og at tiggeri ved bestemte offentlige steder - for eksempel en gågade eller et supermarked - betragtes som en skærpende omstændighed. 

Den 49-årige mand blev søndag varetægtsfængslet frem til den 6. juli 2017, hvor hans sag vil blive afgjort. Mandens forsvarer kærede dog fængslingen til Østre Landsret.

Over det seneste år har politiet ifølge Ritzau været i kontakt med den svenske statsborger flere gange og blandt andet advaret ham om, at tiggeri er ulovligt.

Manden nægtede sig skyldig, men ønskede ikke at udtale sig under grundlovsforhøret.

De svenske myndigheder oplyser ifølge Ritzau, at manden flyttede fra Sverige til en adresse i Danmark i 2007. Hans navn står dog ikke registreret ved denne adresse.