Minister deler gratis mad ud på Rådhuspladsen

Skrevet af Ninna Andreasen

07/10/2014
Var det noget med lidt gratis mad? Miljøministeriet sætter gang i kampagnen “Sammen mod madspild” ved at dele gratis varer ud på Rådhuspladsen på torsdag.

Dagens topnyheder

Mellem klokken 14 og 17 vil der blive serveret gratis overskudsmad i København for de fremmødte og budt på smagsprøver fra de forskellige stande.

Eventet er arrangeret i samarbejde med Coop, Hotel- og Restaurantskolen, Rema1000,Projekt Hjemløs, Meyers Madhus, Katrine & Alfreds Tomater, WWF Danmark og Miljøpunkt Indre By.

- Vi kan alle sammen gøre en forskel, hvis vi begynder at tænke bare lidt mere over, hvordan vi undgår, at god mad ender i skraldespanden. Madspild udgør næsten en fjerdedel af det affald, vi smider ud derhjemme. Det ikke kun skidt for husholdningsbudgettet. Vores planet kan ikke blive ved med at holde til, at mad bliver produceret direkte til skraldespanden, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Hun mener, at ansvaret både ligger hos forbrugerne og de virksomheder, som sælger fødevarer.

- Forbrugerne skal blive bedre til kun at købe det, de har brug for, og supermarkederne bør sælge mad i mindre pakker, så intet går til spilde. Selv har jeg en strategi for forebyggelse af affald på vej, som indeholder flere initiativer til at reducere madspildet, siger Kirsten Brosbøl.

Det er anden gang, arrangementet bliver afholdt. Sidste år trak begivenheden flere end 6000 mennesker til.