Minister vil forhindre barnebrude med forbud mod ægteskab

I fremtiden skal unge under 18 år ikke have mulighed for at blive gift i Danmark, hvis det står til regeringen.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) sender mandag et nyt lovforslag i høring, hvor der lægges op til, at mindreårige ikke skal kunne indgå ægteskab.

Samtidig foreslår regeringen at ændre en mangeårig praksis, så udenlandske ægteskaber, der er indgået mellem mindreårige, fremover som udgangspunkt ikke kan anerkendes i Danmark.

- Jeg synes ikke, at unge under 18 år bør kunne blive gift, og jeg vil ikke være med til, at danske myndigheder blåstempler ægteskaber med mindreårige, der er indgået i udlandet, siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

- Derfor rydder vi nu op og laver om på reglerne, så det er helt klart, at ægteskab er forbeholdt voksne mennesker, tilføjer ministeren.

Til Berlingske siger hun, at det overordnede formål med loven er at beskytte unge kvinder i Danmark og i udlandet.

- Jeg må indrømme, at jeg blive noget forbavset, da det gik op for mig, at vores lovgivning, som den er nu, blåstempler barnebrude af bagvejen. Det kan vi simpelthen ikke blive ved med, siger hun til avisen.

Hvis forslaget bliver vedtaget i løbet af efteråret, hvor det fremsættes i Folketinget, vil et udenlandsk ægtepar, hvor den ene part er under 18 år, ikke længere være et ægtepar i Danmark. Når begge parter er myndige, kan de indgå ægteskab i Danmark.

Ifølge ministeren er der opbakning til forslaget i blå blok, og hvis alt går, som regeringen håber, træder loven i kraft til februar næste år.

I Danmark er der i dag mulighed for at søge dispensation, hvis for eksempel teenagere har lyst til at gifte sig. Den mulighed vil regeringen med loven også sløjfe.

/ritzau/

Dagens Gossip