Ministerium siger god for etnisk opdelte gymnasieklasser

Foto: Polfoto arkiv 2013

Der ligger pædagogiske hensyn bag den etniske opdeling på Langkaer Gymnasium, mener Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet accepterer Langkaer Gymnasiums redegørelse for etnisk opdeling af elever i klasser. Det bekræfter undervisningsministeren.

- Ministeriet har modtaget og behandlet den redegørelse, som Langkaer Gymnasium har givet, og på den baggrund er det ministeriets vurdering, at der ligger gode pædagogiske vurderinger bag, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

Ministeren understreger, at man ikke må opdele på baggrund af etnicitet alene, men at man gerne må tage pædagogiske hensyn. Sidstnævnte er tilfældet på gymnasiet, har man vurderet i ministeriet.

Tidligere onsdag sendte rektor Yago Bundgaard fra Langkaer Gymnasium i Aarhus en redegørelse om opdeling af klasserne på gymnasiet til Undervisningsministeriet.

Af redegørelsen fremgår det, at skolen mener, at det giver et trygt miljø og et godt samspil med eleverne, hvis de etnisk danske elever samles, så de ikke kommer i mindretal.

Samtidig skrives der i redegørelsen, at man ved at have klasser uden etnisk danske elever bedre kan målrette læsevejlederes indsats.

- Det er fast pædagogisk praksis på skolen, at alle elever screenes og undervises i faglig læsning i grundforløbet. I den forbindelse har skolens læsevejledere en spidskompetence i de tosprogede elevers læse- og skriveproblematikker, som til fulde kan udfoldes i de klasser, hvor alle elever har en flerkulturel baggrund, lyder det i redegørelsen.

Gymnasiet er i de seneste dage kommet i verdenspressens søgelys med historien om, at man opdeler de nye 1.g-klasser sådan, at etnisk danske elever ikke udgør færre end 50 procent af klasserne.

På den måde vil man forsøge at undgå, at de etnisk danske elever dropper ud, fordi de kommer i mindretal.

Den beslutning fik undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til tidligere på ugen at kræve en redegørelse fra gymnasiet.

/ritzau/

Dagens Gossip