Nye oplysninger i sag om benzinangreb: 16-årig afghansk dreng udsat for vold og trusler i årevis

Skrevet af Nils Würtzenfeld

09/02/2017
Ofret og de sigtede drenge går alle i 9. klasse på Mølleskolen i Ry. Foto: Polfoto/Ernst Van Norde
Ofret og de sigtede drenge går alle i 9. klasse på Mølleskolen i Ry. Foto: Polfoto/Ernst Van Norde
Nye oplysninger i sagen om det brutale benzinangreb i Ry: Det 16-årige offer Ali Akbari har i årevis har været udsat for mobning, trusler og vold.

Dagens topnyheder

Siden 16-årige Ali Akbari fra Ry i mandags blev udsat for et groft brandangreb af fire jævnaldrende skolekammerater, har sagen fyldt meget i medierne.

Mandag skrev Dagens.dk, at den 16-årige afghanskfødte dreng var blevet angrebet med brændende benzin af fire drenge, som siden er blevet sigtet for grov vold.

Det er efterfølgende kommet frem, at de fire drenge, som alle er af dansk oprindelse, havde forberedt brandangrebet på Ali Akbari ved at medbringe en hjemmelavet molotov-cocktail til et planlagt møde på en parkeringsplads ved Ry Hallerne. Den brændende flaske med benzin blev som bekendt kastet på Ali Akbari, der som konsekvens blev forbrændt på cirka 50 procent af kroppen.

Han slukkede selv ilden og gik hjem i chok med sine bukser brændt ind i huden, hvorefter han blev indlagt i kritisk stand.

Det er nu kommet frem, at Ali Akbari tilsyneladende har været udsat for både psykisk og fysisk terror af sine skolekammerater i årevis, og at en tidligere elev på Mølleskolen for to år siden blev dømt for trusler og vold mod Ali Akbari. Det skriver Midtjyllands Avis.

Overfaldet fandt sted, da Ali Akbari sad på gangen på skolen. Her fik en to år ældre elev øje på ham og gik hen imod med ham en saks i hånden.

Det var her på parkeringspladsen mellem Ry Hallerne og Ry Tennisklub at mandagens brandangreb fandt sted. Foto: Foto: Polfoto/Ernst Van Norde

Efter eget udsagn var drengen med saksen blevet provokeret af Ali Akbari og søgte derfor hævn. En lærer opdagede, hvad der var ved at ske og fik taget saksen fra den ældre elev, skriver Midthyllands Avis.

Men da læreren forsvandt, vendte den ældre elev tilbage til Ali Akbari og råbte ind i hovedet på ham, at han ville slå ham ihjel. Derefter tog han kvælertag på Ali Akbari og klemte til så hårdt og længe, at den dengang 14-årige Akbari var ved at miste bevidstheden.

Overfaldet resulterede i en dom på 40 dages betinget fængsel til den to år ældre elev.

I et interview med BT fortæller Ali Akbaris storebror, Mohammad Akbari, ligeledes, hvordan hans lillebror i den grad er blevet forfulgt i årevis af flere af skolens elever.

- Han er jævnligt blevet skubbet og truet af drengene på skolen. Eksempelvis et skub med skulderen, når han gik forbi dem på gangen. Han er også tit blevet kaldt ’perker’, og de har sagt ting som ’skrub hjem til dit eget land’, siger Mohammad Akbari overfor BT og understreger, at skolen ikke har gjort noget for at dæmme op for konflikterne.

Mølleskolen i Ry bliver kritiseret for ikke at have grebet ind tidligere. Foto: Polfoto/Ernst Van Norde

Ifølge Midtjyllands Avis var det netop også en konflikt mellem Ali Akbari og de fire drenge, der lå til grund for mandagens brandangreb.

Ifølge avisens foreløbige oplysninger var det under noget gruppearbejde på skolen, at der opstod en strid mellem brandofferet og de fire drenge, som alle går i 9. klasse.

For at få afgjort deres konflikt valgte de fem at mødes på parkeringspladsen mellem Ry Hallerne og Ry Tennisklub, og det var her, at de fire drenge smed en medbragt molotov-cocktail ind mod benene på Ali Akbari. 

Selvom der tegner sig et billede af årelang psykisk terror og vold, lader skolelederen på Mølleskolen, Alma Schack Andersen til at være overrasket over benzinangrebet mandag. Hun fortæller til BT, at hun ikke havde forestillet sig, at det ville komme så vidt.

- Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag. Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover, lyder det fra Alma Schack Andersen.

I et interview med Ekstra Bladet fortæller faderen til én af de sigtede drenge, at Ali Akbari selv har været en ballademager, men at skolen ikke har gjort noget ved problemerne. Han konkretiserer dog ikke, hvad Ali Akbari præcis har gjort.