Nye toner fra Socialdemokratiet: Indvandrere skal ikke bare integreres - de skal assimileres

Skrevet af Emil Ryttergaard

13/09/2017
Indvandrere skal tilpasse sig det danske samfund totalt, lyder det nu fra S.
Indvandrere skal tilpasse sig det danske samfund totalt, lyder det nu fra S.
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti mener nu, at indvandrere ikke bare skal integrere sig i det danske samfund, men assimileres. Det er nye kontroversielle toner fra de to partier.

Dagens topnyheder

Når indvandrere og flygtninge kommer til Danmark, skal de i langt højere grad tilpasse sig og indordne sig efter dansk kultur og danske værdier. Det er ikke nok med integration - de skal assimileres totalt.

Sådan lyder det fra integrationsordfører for Socialdemokratiet, Mattias Tesfaye, der mener, at der bør ske et opgør med den tidligere tanke om, at udlændinge kan blive en del af samfundet, selvom de lever med andre værdier end etniske danskere, skriver Finans.dk.

Han fremhæver det eksempel, at mange muslimske piger ikke må have danske kærester for deres fædre. 

- De piger har vi politikere ikke været gode nok til at bakke op. I dag står vi et sted, hvor vi må beslutte os for, hvem vi holder med. Det er en ideologisk kamp om, hvilke værdier vi mener, at vi skal leve efter i det danske samfund, siger Mattias Tesfaye til avisen. 

Den nye udmelding fra Socialdemokratiet kommer efter et interview med historiker Uffe Østergaard i Jyllands-Posten i går, hvor Uffe Østergaard luftede sin holdning om, at integration bør erstattes med assimilation, som betyder, at indvandrere helt skal acceptere og indordne sig efter danske normer og værdier til fordel for deres egne værdier. 

Den udmelding meldte flere partier sig enige i, blandt andet Det Konservative Folkeparti. Integrationsordfører Naser Khader efterlyser, at muslimer i højere grad indordner sig efter det danske samfund ‘uden at kræve særhensyn’. 

Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti har alleres tidligere afvist assimilation.

Udmeldingen fra Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti ligger også meget tæt op af regeringens holdning.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har tidligere sagt, at indvandrere skal være ‘forpligtet til at tage vores land til sig’. Hun mener, at danske værdier ikke skal ‘bøje sig mod dem’ (indvandrere, red.). 

Men hos de Radikale mener man stadig, at indvandrere skal have lov til at have egne værdier. 

- Det betyder, at man skal blive en anden, end den man er. Og det er i mine øjne sindelagskontrol, siger integrationsordfører Sofie Carsten Nielsen til avisen. 

Bekymrede forskere: Ny advarsel til alle, der ryger e-cigaretter