Omskæring stadig ok: "Drengebørn bliver svigtet"

Skrevet af admin

11/04/2014

Dagens topnyheder

Omskæring af drenge er en tusinde år gammel tradition, og trods modstand fra Børnerådet, flere organisationer og læger kan den fortsætte.

Efter en årelang og meget ophedet debat offentliggør Sundhedsstyrelsen en ny vejledning, men den adskiller sig ikke væsentligt fra den tidligere, lyder kritikken.

Og dermed kan forældre i Danmark fortsat få deres drengebørn omskåret.

Læs mere: Fakta om omskæring

- Det her er et spil for galleriet, siger overlæge og adjungeret professor Morten Frisch.

- Det er væltet ind med høringssvar, som har protesteret mod, at omskæringerne finder sted. Det er mig en gåde, hvorfor man har åbnet for kritikken, når det ender med kommaændringer, siger han.

Sammen med en række andre forskere fastslog han for et år siden, at der ingen videnskabelig dokumentation er for sundhedsfremmede effekter ved omskæring.

Og det fik blandt andre Sex og Samfund til at opfordre politikerne til at ændre loven, så omskæringerne først kan foretages, når drengene er 18 år og selv kan træffe beslutningen.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith siger til Ritzau, at der ikke grundlæggende er ændret i vejledningen, men at debatten for og imod omskæringer har fået styrelsen til at komme med en række præciseringer.

- Blandt andet præciseres det, at der skal foreligge et informeret samtykke fra forældrene, og omkring smertelindring af barnet er den nye vejledning også mere præcis, siger Else Smith.

Både i den nye og gamle vejledning fremgår det, at der skal være en læge til stede under omskæringen, men ifølge Morten Frisch er der ingen garanti for, at det sker.

Kun ved man, at overrabbiner Bent Lexner udfører 15-20 omskæringer på jødiske drenge årligt, og at der her sker under overværelse af en læge.

Ved de øvrige mellem 1000 og 2000 omskæringer, som ifølge Sundhedsstyrelsen finder sted i Danmark eller foretages under rejser til udlandet, er der større usikkerhed.

- Vi ved meget lidt om de muslimske omskæringer. Om det sker ved danske læger, ved indrejsende læger eller hos læger i hjemlandet er usikkert, siger Morten Frisch.

/ritzau/