Par fra Halsnæs vandt 3 millioner i Lotto: Fejrede det med pizza og gik tidligt i seng

Skrevet af Kristine Bugbee

21/04/2017
Et nordsjællandsk par vandt tre millioner kroner i Lotto i sidste uge - og fejrede det på yderst beskeden vis.

Dagens topnyheder

De fleste har sikkert fantaseret om, hvordan de ville fejre det og juble med armene over hovedet, hvis de vandt den store milliongevinst i Lotto. En rejse jorden rundt, et gældfrit liv eller måske en splinterny bil - eller to.

Sådan var den umiddelbare reaktion dog ikke fra et heldigt par fra Halsnæs, da de torsdag i påsken vandt hele 3.011.060 fantastiske kroner i Lotto.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Min mand og jeg bestilte en pizza, og så gik vi tidligt i seng. Vi sad bare og kiggede på hinanden, fordi vi var så overvældede, siger kvinden, som er i 40’erne, men ønsker at være anonym.

Det er dog planen, at de mange penge på et tidspunkt skal bruges på at betale parrets hus og campingvogn ud. Det kan også være, at bilen bliver skiftet ud, lyder den beskedne plan for deres fremtidige pengeforbrug. 

Der gik lidt tid, før det gik op for kvinden, hvor mange penge hun havde vundet. I begyndelsen vidste hun kun, at der i hvert fald var tale om mere end 10.000 kroner.

- Det var først, da jeg afleverede kuponen i banken, at jeg troede på, at gevinsten var virkelig. Det var virkelig en lettelse. Jeg har jo gået og sikret mig, at den ikke blev væk, fortæller kvinden og tilføjer:

- Man tænker jo altid, at 7 rigtige må være en fejl.

Ung kvinde deler selfie af sin stramme kjole - men overser en 'lille' detalje, som alle griner af