Parti vil kun støtte borgmester, hvis kommunen skrotter halalkød

Skrevet af Nils Würtzenfeld

23/10/2017
Foto: Polfoto/Mads Nissen
Foto: Polfoto/Mads Nissen
I Horsens skal halalkød fjernes fra det kommunale menukort. Det kræver Dansk Folkeparti som garanti for at pege på en borgmester i kommunen.

Mest læste i dag

I Horsens skal halalkød ikke længere være en del af kommunens indkøbsaftaler. Det fastslår Dansk Folkeparti, der kræver et halal-forbud i den midtjyske kommune.

Og for at få trumfet kravet igennem, har partiet nu meldt ud, at man ved det kommende kommunalvalg 21. november kun vil støtte en borgmester, der vil garantere, at kommunen stopper med at købe og servere halalprodukter. 

Det fortæller partiets spidskandidat Claus Kvist Hansen til TV 2.

- Vi har i årevis ment, at spørgsmålet om halalkød er en uskik. Det er et angreb på vores sekulære samfund. Og så har vi vurderet, at op til en kommunalvalgkamp må være det rigtige tidspunkt at stille det her som et krav for at få det på dagsordenen, siger spidskandidaten til TV 2.

Mere konkret ønsker DF, at halalkød skal fjernes fra kommunens indkøbsaftaler, sådan at kødet ikke serveres i kommunalt regi som eksempelvis i børnehaver og på plejehjem.

Hos partiet mener man, at debatten om halalkød er så vigtig, at den ikke kun skal være en del af det kommende kommunalvalg – den kan sågar være med til at afgøre, hvem der efter valget kan hænge borgmesterkæden om halsen.

- Vi tror på os selv. Vi mener, det er så vigtigt det her. Vi bringer det jo op, for nu har vi en hel måned til at diskutere det med byens borgere, og de andre borgmesterkandidater har også en mulighed for at stå til regnskab over for deres vælgere omkring, hvor de står i den her sag, og det er derfor, vi mener, at det er nu, at den her sag skal bringes på banen, lyder det fra Claus Kvist Hansen.

Spørger man valgforsker ved Københavns Universitet, Martin Vinæs Larsen, så kan debatten om halalkød dog skyldes, at Dansk Folkeparti i Horsens oplever en indre splittelse i partiet i forbindelse med kommunalvalget.

- Dansk Folkeparti er altid i en lidt prekær situation, når det er kommunalvalgkamp. For kommunalvalg handler altid primært om økonomi. Det handler om, hvorvidt den lokale indkomstskat skal op eller ned, hvordan skal vi bruge pengene og skal vi have mere eller mindre velfærd i kommunerne? Og det, der er problemet ved det, er, at deres vælgere er ret splittede på det spørgsmål, lyder det fra Martin Vinæs Larsen.

Han vurderer derfor, at Dansk Folkeparti nu forsøger sig med værdipolitik, da det ’bringer kommunalvalget over på en bane, som Dansk Folkeparti rigtig godt kan lide at spille på’.

Læs også: Direktør i Netto: Sæt prisen ned på økologiske varer