Partier kræver kommission til kulegravning af Skat

Foto: Philip Davali/Polfoto

Alle centrale personer i Skats skandalesag om udbytteskat skal afhøres, mener De Radikale.

En undersøgelseskommission skal afhøre alle centrale personer i Skats skandalesager og forsøge at placere et ansvar.

Det mener De Radikale, efter at Kammeradvokaten torsdag har afgjort, at der ikke er juridisk grundlag for tjenstlige forhør af tre hjemsendte skattechefer i sagen om ulovligt udbetalt udbytteskat for over 12 milliarder kroner.

- Vi havde håbet, at sagen kunne blive afklaret blandt tjenstlige afhøringer af de hjemsendte medarbejdere. Nu får vi så at vide, at de afhøringer ikke kan finde sted, siger skatteordfører Martin Lidegaard (R).

- Derfor må vi have en undersøgelseskommission, så vi sikrer, at det ikke kan gå så galt igen.

Skat fik i juni 2015 et tip om, at et organiseret netværk af selskaber i udlandet ulovligt havde fået udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

På trods af advarslerne fortsatte udbetalingerne frem til 6. august, hvor et nyt tip fik Skat til at standse dem. Statskassen vurderes at være blevet svindlet for mindst 12,3 milliarder kroner i sagen.

- Hvis vi ikke engang kan afhøre de tjenestemænd, der har været dybt involveret i det her, så bliver det umuligt at få et indblik i, hvad der egentlig er foregået i Skat: hvorfor der er truffet så mange fatale beslutninger og begået så store fejl, siger Lidegaard.

Også oppositionspartierne Alternativet og Enhedslisten kræver fuld åbenhed.

Alternativets skatteordfører, René Gade, mener, at det er Christiansborgs ansvar, at rammerne for Skat er skudt i sænk.

I samme dur mener Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, at pilen peger på politikere, der har "sparet Skat i stykker i over ti år".

- Vi har brug for en grundig undersøgelse, der også inddrager hvilke ministre, der vidste hvad hvornår, og hvilke advarsler der blev overhørt, siger han i en skriftlig kommentar.

Martin Lidegaard er derimod ikke sikker på, at der kan placeres et politisk ansvar.

- Vi har fået at vide, at det politiske niveau slet ikke var blevet orienteret. Men selvfølgelig skal en undersøgelseskommission også undersøge det, siger han.

De Radikale er åbne for at diskutere, hvor langt en eventuel kommissions undersøgelse skal gå tilbage.

- Vi kan ikke køre Danmark uden et ordentligt skattevæsen. Derfor skylder vi at sikre, at vi lærer af de fejl, vi har begået, så vi ikke laver de samme fejl igen i det nye skattesystem, vi er ved at bygge op, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/

Dagens Gossip