Politiet: Her er posen, som efterladt baby blev fundet i

Skrevet af Jesper Larsen

02/10/2015

Mest læste i dag

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billedet af den pose, som en lille nyfødt pige blev fundet i mellem et par containere ud for adressen Baltorpvej 237 nær varmecentralen i Ballerup den 15. august.

Den lille pige var i live, da en forbipasserende fandt hende. 

Håbet er, at nogen kan genkende den specielle sort/røde pose med teksten Quint og billedet af en chimpanse.

Læs også: Politiet til forsvundet mor: Bliv genforenet med dit barn

- Det er vores sidste skud i bøssen i håbet om at finde frem til den mor, som har efterladt sit barn. Det er en rigtig kedelig og meget alvorlig sag, og det er af stor vigtighed at finde frem til moren, som må være dybt ulykkelig.

- Hun har brug for hjælp, sagde Carsten Jansson, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til Station 2 Efterlyst torsdag aften.

Selvom politiet har sikret sig tekniske spor fra posen, så har det ikke bragt dem tættere på, hvem moren er. 

- Vi har haft posen til tekniske undersøgelser, men det har desværre ikke ført os tættere på en opklaring af, hvem pigens mor er. Derfor håber vi, at vi kan komme det nærmere ved at offentliggøre billeder af posen, siger Carsten Jansson, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til Station 2 Efterlyst.

Læs også: Spædbarn fundet efterladt: Nyfødt pige lagt i pose ved containere

Posen, som pigen blev fundet i, er fra tøjkæden Quint, der sælger modetøj til mænd. Den er sort med røde håndtag og et billede af et abehoved på siden, da det er tøjmærkets logo.

Det er Ballerup Kommune, der har ansvaret for den lille pige og her glæder man sig over, at den lille pige har det godt.

Hun er kommet i en akutplejefamilie og har det efter omstændighederne godt, siger Lone June Marcussen, der er centerchef for Center for Børne- og Ungerådgivningen i kommunen, til Station2 Efterlyst.

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: