Politikere vil have regnbueflag på Christiansborg: Pia Kjærsgaard afviser

Skrevet af Nils Würtzenfeld

18/08/2018
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
I forbindelse med Copenhagen Pride bør Christiansborg fremover markerer dagen ved at flage med det karakteristiske regnbueflag, mener flere politikere.

Mest læste i dag

I dag er store dele af København pakket ind i regnbuens farver, når Copenhagen Pride løber af stablen i hovedstaden.

Den tilbagevendende begivenhed betyder nemlig, at regnbuefarvede flag svajer over byen som et symbol for homo-, bi- og transseksuelle (LGBT).
Står det til flere partier i Folketinget, så bør det farvestrålende flag også svaje over Christiansborg, når Copenhagen Pride for fremtiden skal afholdes. Det skriver DR.

Det er SF, der har fremsat forslaget og ifølge partiets ligestillingsordfører, handler det blandt andet om at gå forrest og viser, at man også på Christiansborg bakker op om mangfoldighed.

- Når vi fejrer priden, så skal vi også fejre det på Christiansborg. Regnbueflaget er et stærkt symbol på hele kampen for mangfoldighed og friheden til at leve det liv, man gerne vil, siger ligestillingsordfører Trine Torp fra SF til DR.

Og SF får opbakning af både Enhedslisten og Alternativet, der ligeledes  bakker fuldtonet op om forslaget.

- Sikke en god idé. Det støtter vi 100 procent, lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper til DR.

De tre partier kan dog godt glemme alt om et regnbueflag over Christiansborg. Det mener Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), der afviser forslaget blankt.

Folketingets ledelse, præsidiet, har valgt, at man flager med Dannebrog hver dag, mens man på Nordens Dag flager med de nordiske flag. Denne beslutning er ifølge Pia Kjærsgaard uforenelig med muligheden for at flage med regnbueflag,

- Det er det, og det er den beslutning, der ligger. Så mit svar må blive, at der er ikke tanker om, at vi skal begynde at flage med et regnbueflag, siger ia Kjærsgaard til DR.

På spørgsmålet om hvorvidt forslaget ikke ville være en fin gestus fra Folketinget overfor LGBT-miljøet, mener Pia Kjærsgaard, at Priden kan fejres andre steder i byen.

- Jeg tror ikke, nogen er i tvivl om, at der i denne uge er pride. Det kan man se alle steder, og vi har altså en speciel tradition på Christiansborg, som jeg lige har fortalt om. Og vi finder det på ingen måde nødvendigt, at vi sætter andre flag op. Overhovedet ikke. Heller ikke regnbueflaget – eller EU-flaget eller FN-flaget eller hvad ved jeg, som der jævnligt kommer forslag om. Nej, det gør vi ikke, slår Pia Kjærsgaard fast overfor DR.

Hos SF ærgrer afvisningen Trine Torp.

- At man har gjort noget på en måde i mange år, betyder jo ikke, at man ikke kan lave det om. Regnbueflaget er så væsentligt et signal om frihed og mangfoldighed, at det bør vi støtte op om herinde, siger ligestillingsordfører Trine Torp til DR.