Populært legetøj fyldt med farlig kemi: ‘Skynd jer at smid dem ud’

Skrevet af Nils Würtzenfeld

20/06/2018
Foto: Henning Bagger/Scanpix
Foto: Henning Bagger/Scanpix
12 legetøjsfigurer, de såkaldte squishies, er blevet testet af Miljøstyrelsen, og alle 12 indeholdt alt for meget skadelig kemi. Nu trækkes de fra markedet.

Mest læste i dag

De er søde, blød og så er de yderst populære blandt børn i aldersgruppen 5-12 år.

Der er tale om skumfigurerne 'squishies', der findes i alle mulige former og farver, men desværre for mange børnefamilier, har de små legetøjsfigurer også vist sig at være direkte skadelige for børn.

Det afslører en ny test fra Miljøstyrelsen, der viser, at 12 ud af 12 testede produkter indeholdt alt for meget skadelig kemi. Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse og opfordrer til, at man hurtigst muligt skiller sig af med alle de squishies, man har i hjemmet, og underlader at købe nye.

Stofferne i legetøjet kan blandt andet skade nervesystemet, leveren og et ufødt foster, ligesom det kan irritere øjne og åndedrætsorganer hos børn.

- Det er helt uacceptabelt, at der sælges legetøj, som kan skade børn. Det er branchens ansvar, at de produkter, de sælger, er lovlige og fri for skadelig kemi. I dette tilfælde er der tale om alvorlige overtrædelser, hvor børn indånder stoffer, der kan være slimhindeirriterende og på sigt skade forplantningsevnen og leveren, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Her ses tre af de populære squishies.

De 12 undersøgte skumfigurer er ifølge Miljøstyrelsen solgt i både BR, Føtex, Kvickly, Chao Chao samt via hjemmesiderne 'Shop Free', wish.com samt squishyshoppen.dk.

Miljøstyrelsens undersøgelse af den populære squishy blev sat i gang i marts, fordi squishies ofte lugter kemisk og parfumeret. Samtidig er undersøgelsen et led i kemiindsats 2018-21, der har til formål at undersøge forbrugerprodukter, særligt med fokus på produkter målrettet sårbare grupper som eksempelvis børn.

- Når alt legetøjet indeholder for mange skadelige stoffer, så blinker advarselslampen. Det tyder på, at der kan være et generelt problem med alle squishies på markedet. Jeg mener derfor, at forhandlere og importører skal tage deres ansvar alvorligt og få alle squishies væk fra hylderne nu. De skal ikke tilbage på hylderne, før det kan dokumenteres, at de ikke afgiver stoffer, der udgør en risiko for børnene, siger Jakob Ellemann-Jensen.

De 12 produkter, der er testet, bliver nu overdraget til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som vil sikre, at produkterne bliver fjernet fra markedet og vurdere, om der er grundlag for en politianmeldelse. Der kan politianmeldes, når der er tale om grove overtrædelser, og denne vurdering vil Kemikalieinspektionen nu foretage.  

Resultaterne af Miljøstyrelsens test bliver sendt til resten af EU, så alle medlemslande bliver opmærksomme på problemet. Miljø- og fødevareministeren vil via EU-samarbejdet presse på for, at de her stoffer bliver forbudt. 

Fakta:

  • En squishy er en lille skumplastfigur, som børn kan samle på og lege med.
  • Miljøstyrelsen har fået testet 12 squishies for såkaldt afgasning af kemiske stoffer.
  • Resultaterne viser, at alle 12 squishies afgasser kemiske stoffer i så høje koncentrationer, at der for nogle stoffer kan være en høj risiko, hvis børn f.eks. sover med squishies eller har mange squishies stående på et børneværelse.
  • Da alle 12 analyserede squishies viser sig at være problematiske, tyder det på, at der er tale om et generelt problem.
  • De identificerede stoffer, er bl.a. dimethylformamid, styren og toluen.
  • Stofferne er bl.a. skadende for forplantningsevnen, kræftfremkaldende, leverskadende, slimhindeirriterende eller øjenirriterende.
  • Legetøjet er indkøbt i både fysiske legetøjsbutikker, mindre butikker, danske og udenlandske netbutikker.