Private p-firmaer hæver prisen: Din parkeringsbøde bliver snart endnu dyrere

Skrevet af Emil Ryttergaard

15/05/2017
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Det skal blive nemmere at klage over en uretfærdig eller forkert udstedt parkeringsbøde i fremtiden. Men prisen for at klage kommer tilbage til bilisterne i form af højere bøder.

Dagens topnyheder

Øv! Du skulle bare lige have været et smut inde i forretningen et kort sekund, og hente den vare, som du havde bestilt for flere uger siden. 

Men tilbage på parkeringspladsen finder du den triste overraskelse bag viskerne. En hilsen fra parkeringsvagten på 750 kroner, der kan kvæle det gode humør hos de fleste.  

Men andre gange er det faktisk p-vagten, der ser lige lovligt stort på reglerne eller glemmer at tjekke, at du faktisk har indløst billet, og derfor bliver det fremover være nemmere at klage over p-bøder udstedt af private parkeringsfirmaer, skriver Finans.dk.

Men muligheden for at klage kommer dog ikke gratis, for prisen for at klage kommer til at koste i form af højere bødetakster, lyder det fra firmaerne Q-Park og Apcoa, der ejer Europark. 

- Jeg kan kun se, at en del af omkostningerne ved det nye klagenævn skal dækkes via p-afgifterne, siger Alex Pedersen, der er administrerende direktør for Q-Park til finans.dk.

Det er dog endnu uvist, hvor dyr parkeringsbøden bliver fremover,  lyder det fra de private parkeringsfirmaer. 

- Prisstigningen er endnu ukendt, fordi omkostningerne i forbindelse med at have nævnet ikke er kendt endnu, siger
Michael Christensen, der er øverste chef hos Apcoa, der ejer Europark.

Det er Folketinget, der har besluttet at firmaerne skal oprette nævnet til at behandle klagesagerne, der skal træde i kraft  senest 1.juli næste år.