Risikerer bivirkninger: Medicin til kvinder er kun testet på mænd

Skrevet af admin

26/04/2014

Dagens topnyheder

Kvinder reagerer ofte helt anderledes på medicin end mænd - alligevel bliver kvinders medicindoser tildelt på baggrund af forsøg med mænd og hanmus. Det bør man gøre op med, mener førende forskere ifølge Information.

Flere typer medicin på det danske marked er testet på forsøgsdyr af hankøn og mænd og udskrives derfor i doser tilpasset mænd - også når medicinen gives til kvinder.

Det kan føre til både overdosering og flere bivirkninger, og sidste år tog de amerikanske sundhedsmyndigheder fat på problemet og halverede den anbefalede dosis på sovemidlet Zolpidem for kvinder.

LÆS OGSÅ: Medicinalgiganter: Kopimedicin er farligt for patienterne

I Europa har man afvist at gå samme vej. Men problemet er reelt, siger Ebba Holme Hansen, som er professor i farmakologi på Københavns Universitet, skriver Information.

- Der har vist sig at være store forskelle på mænd og kvinder i den måde, medicin virker på, siger hun til Information.

Hun forklarer, at forskellene er større end hidtil antaget.

- Derfor bør man tilpasse doseringen, siger hun.

LÆS OGSÅ: Dyrenes Beskyttelse advarer: Så hurtigt kan du komme til at dræbe din hund

Samme holdning har lektor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, Birgit Petersson.

- Der er ofte stor forskel på, hvilken dosis kvinder og mænd skal have. Kvinder bliver ofte overmedicinerede, fordi man vælger at give samme dosis til alle, siger hun til Information.

De vigtigste forskelle skyldes kvindernes kønshormoner, lavere kropsvægt og anderledes fedtfordeling.

/ritzau/