Ronni fik knust armen i maskine på jobbet i 2015 - venter stadig på afgørelse

Skrevet af Kristine Bugbee

11/06/2017
På trods af lægernes klokkeklare dom, at Ronnie Pedersen ikke kommer til at bruge sin arm igen efter en arbejdsulykke, bliver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved med at trække sagen ud. Det har sat hele hans liv på standby.

Mest læste i dag

Den 13. oktober 2015 blev skæbnesvanger for Ronnie Pedersen fra Sønder Felding ved Herning, og den er svær for ham at tænke tilbage på.

Han kommer ud for arbejdsulykke, hvor hans arm bliver knust i en maskine. Hans nerver i armen bliver ødelagt og muskel- og ledbånd revet over. Speciallægens vurdering lyder, at han ikke kommer til at bruge sin arm igen.

Der er nu gået halvandet år, og Ronnie Pedersen har stadig ikke set skyggen af en sagsbehandler hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som skal fastsætte tabet af arbejdsevne, så han kan få en erstatning. Også selvom meldingen fra lægerne er klar.

Ronnie Pedersen er far til syv børn og lever et økonomisk presset familieliv, fordi han ikke kan arbejde. Det tærer på ham og familien, at sagen ikke kommer videre. Hans advokat fik ellers igennem, at processen kunne behandles som hastesag, men ingenting er sket.

En dag Ronnie aldrig glemmer
På fabrikken, hvor den 42-årige Ronnie Pedersen arbejdede, fik han sin venstre arm i klemme mellem to store kabeltromler, som ruller kilometerlange rør sammen.

Kabeltromlerne fik fat i hans handske og trak hans arm ind, så den var umulig at få ud igen.

- Jeg bliver bange. Jeg når at tænke, at jeg kommer ikke levende ud, hvis maskinen får trukket min krop ind, siger Ronnie Pedersen til Dagens.dk.

Der er ikke andre til stede, men heldigvis kommer en kollega kørende på truck cirka ti minutter efter og får skilt maskinen ad, så Ronnie kan komme fri. Ronnies egen læge sender ham til akutmodtagelsen i Herning, som tager en røntgen af den venstre arm.

Foto: Ronnie Pedersen/privat

Ingenting er brækket, og han bliver sendt hjem igen. Men her sluttede mareridtet langt fra.

Ugen efter ulykken kommer Ronnie Pedersen på privathospitalet i Viborg, og her er dommen langt fra ønskværdig.

- Det er noget skidt, siger lægen til Ronnie Pedersen.

Nerverne er skadet, og muskel- og ledbånd er revet over. Og lægerne kan ikke gøre noget ved det, for skaden er varig. Han kommer aldrig til at kunne bruge sin arm som før igen. Derfor hjælper de utallige besøg hos fysioterapeuten heller ikke.

For Ronnie Pedersen begynder det trættende tovtrækkeri også her. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som tidligere hed Arbejdsskadestyrelsen, står for at behandle skader, der er sket i forbindelse med arbejde. Den udregner blandt andet erhvervsevnetabet.

Selvom det er halvandet år siden, at Ronnie Pedersen var ude for ulykken på sit arbejde, har han stadig ikke fået nogen afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Behandlingstiden skulle ellers være på cirka ti måneder.

Styrelsen erkender lange ventetider
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vil ikke kommentere den konkrete sag, men afdelingschef Birgitte Kamstrup Kragelund erkender, at ventetiderne er lange.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at vente længe på en afgørelse. Vi er meget opmærksomme på, at man som borger har brug for en korrekt afgørelse hurtigst muligt. Vi gør alt, hvad vi kan, for at nedbringe sagsbehandlingstiden, siger hun til Dagens.dk.

Til spørgsmålet om, hvorfor det alligevel har taget så lang til at behandle sager, som blandt andet Ronnie Pedersens, lyder svaret:

- Der er ekstraordinært lange sagsbehandlingstider i disse år, hvilket skyldes en ophobning af sager som følge af et internt kvalitetsarbejde, særligt for sager vedrørende erhvervsevnetab. Vi arbejder målrettet på at afgøre denne bunke af sager, så sagsbehandlingstiden bliver kortere. Derudover arbejder vi med mange andre tiltag for at få nedbragt sagsbehandlingstiden.

Birgitte Kamstrup Kragelund forklarer videre, at AES har ansat 45 ekstra medarbejdere i starten af året. De indgår i en indsatsgruppe, hvis opgave er at få færdigbehandlet de ældste sager.

Målet er, at det er sket inden udgangen af 2017.

Fremtiden er endnu uvis
- Jeg ved godt, at en afgørelse ikke vil give mig min førlighed i armen tilbage, og jeg ved også godt, jeg ikke er den, som er hårdest ramt i Danmark. Men alting står stille i mit og min families liv. Alt, hvad der hedder græsslåning, madlavning, vask og køre bil er lagt over på min kone og børnene, forklarer Ronnie Pedersen.

Familien, der bor i den lille by, er meget afhængige af at kunne komme rundt i bil. Men da Ronnie Pedersen ikke længere må køre bil, medmindre det er med automatgear, har det besværliggjort familielivet.

- Vores økonomi er presset, især når vi har syv børn, og jeg har været på sygedagpenge lige siden ulykken, sige han.

Da Ronnie Pedersen har en leversygdom, kan han ikke tåle smertestillende og må døje med konstante smerter. Det har besværliggjort jobprøvningsforløb hos kommunen.

- Alting er blevet så besværligt, og fremtiden er uvis - både for mig og min familie. Det er først, når jeg får en afgørelse, at vi kan komme videre med vores liv.

Dagens.dk har læst konklusionen fra Ronnie Pedersens lægeerklæring, som siger, at hans arms tilstand er uhelbredelig.