Rygning bliver forbudt i fængsler: ‘Det er dybt krænkende’

Skrevet af Ane Sørensen

21/03/2017
Modelfoto: Shutterstock
Modelfoto: Shutterstock
Fra den 1. april er det slut med at ryge i de danske fængselsceller, da der bliver indført et totalt indendørs rygeforbud.

Mest læste i dag

Fra den 1. april er det slut med at ryge i egen celle for indsatte i de danske fængsler og arresthuse. Der bliver nemlig indført et totalt indendørs rygeforbud.

Det skriver TV 2.

Forbuddet rammer især indsatte i landets lukkede fængsler og arresthuse, da de ikke bare kan gå udenfor. Fremover vil nogle altså kun have mulighed for at ryge under deres daglige gårdtur.

Karsten Nygaard Jensen sidder i Nørre Snede Fængsel, hvor han afsoner en dom for flere røverier. Han mener, at det nye rygeforbud er gået alt for langt.

- Jeg synes, det er dybt krænkende. Du fratager mig jo retten til selv at vælge, hvad jeg ønsker at gøre, og individets ret til selv at vælge burde simpelthen være ukrænkeligt, siger Karsten Nygaard Jensen til TV 2.

Institut for Menneskerettigheder oplyste i et høringssvar i forbindelse med behandlingen af forslaget, at forbuddet vil ‘udgøre et indgreb i de indsattes ret til respekt for privatliv’ i henhold til menneskerettighederne. 

Der kan dog være undtagelser, for eksempel af hensyn til andres sundhed, som det er tilfældet med fængslerne.

Et flertal i Folketinget har vedtaget det nye forbud netop med henvisning til, at flere fængselsbetjente og andre indsatte har følt sig generet af røg i fængslerne.