S vil prioritere nedslidte danskere over pensionsalder

Skrevet af admin

01/03/2016

Dagens topnyheder

Der er større udfordringer på arbejdsmarkedet end pensionsalderen.

Det siger beskæftigelsesordfører for Socialdemokraterne, Leif Lahn, efter en analyse fortaget af Dansk Arbejdsgiverforeningens nyhedsbrev Agenda har vist, at danskernes stigende levealder vil koste statskassen 24 milliarder kroner i 2040.

- Det er klart, at stilladsarbejdere og sosu-hjælpere ikke kan arbejde, til de er langt over 70 år, med mindre vi sørger for, de kan, siger Leif Lahn til Ritzau.

- Hvis vi ikke har de her grupper med, er der rent faktisk mange, der slet ikke kan være lang tid på arbejdsmarkedet, og så nytter det jo ikke noget at sætte pensionsalderen op. Så lad os nu få alle med, siger han.

Med velfærdsaftalen, som VK-regeringen indgik med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i 2006, var intentionen, at pensionsalderen gradvist skulle sættes på med den stigende levealder.

Aftalens målsætning er, at gennemsnitsdanskeren maksimalt skal være på pension i 14,5 år.

Men med de nuværende regler vil folkepensionsalderen i 2040 maksimalt være 70 år, selv om den forventede levetid i 2040 er 87 år. Det vil sige, at danskerne ifølge fremskrivningen til den tid har 17 år på folkepension.

Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, slår fast, at regeringspartiet Venstre fortsat står fast på velfærdsaftalen.

- Det er vigtigt, at få de ledige i gang og få flygtninge i gang med at blive en del af det arbejdende fællesskab, siger Hans Andersen.

- Jeg tror, man skal være meget varsom med blot at forvente, at vores levealder bliver ved med at stige. Det er jo positivt, men det er jo ikke sikkert, at der fortsætter i både 2025 og 2030.

Liberal Alliance er derimod mindre tøvende.

- Vi er i den lykkelige situation, at levealderen stiger hurtigere end forventet. Og derfor synes vi, at man burde sætte pensionsalderen op, siger partiets beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen.

- Vi mener, at man skal sørge for, at tilbagetrækningsaftalen rent faktisk bliver fulgt, så man justerer folkepensionen hvert femte år med udviklingen i levealderen, siger han.

/ritzau/