SAS genåbner skandinavisk rute til Bruxelles

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Onsdag genoptager det skandinaviske luftfartsselskab SAS sin rejserute fra Skandinavien til Bruxelles' lufthavn, også kendt som Zaventem-lufthavnen, efter den blev lukket som følge af terrorhandlingen 22. marts.

Det skriver rejsesiden Check-in.dk.

Der vil blive fløjet dagligt fra København til Bruxelles med afgang kl. 15.10 og returflyvning kl. 17.30.

Fra Stockholm-Arlanda vil SAS flyve mandag til torsdag samt søndage. Her vil der være afgang fra den svenske hovedstads lufthavn kl. 17.40, mens flyet går retur kl. 20.30.

Det betyder, at der kun vil være to daglige flyvninger mellem Skandinavien og den belgiske lufthavn i stedet for de sædvanlige ti. Til gengæld åbner SAS en midlertidig rute fra København til Liège i det østlige Belgien.

Ruten til Liège, som ligger cirka 100 kilometer fra Bruxelles, vil som udgangspunkt eksistere til 1. maj, og det første fly letter onsdag 6. april - samme dag som ruten til Bruxelles genåbner.

12 dage efter at to selvmordsbombere sprængte sig selv i luften i afgangshallen i Zaventem-lufthavnen og dræbte 16 mennesker, gik det første rutefly på vingerne søndag eftermiddag med kurs mod Faro i Portugal.

Selv om den normalt travle lufthavn så småt er genåbnet for passagerer, så skal rejsende forberede sig på en markant skærpet sikkerhed på stedet. Således opfordres passagerer til at komme mindst tre timer før afgang.

Hverken tog eller busser kører til lufthavnen, og det område, hvor passagerer kan blive sat af, er også sløjfet.

Alle passagerer og deres bagage blive screenet i store telte, før de får lov til at komme ind i lufthavnsbygningen. Også check-in kommer til at foregå i teltene.

/ritzau/