SKAT starter jagt på snyd med kørselsfradrag

Skrevet af Jesper Larsen

30/03/2015

Mest læste i dag

Du kan ikke få kørselsfradrag for de dage, hvor du er syg eller har ferie, men det glemmer en hel del danskere, når de indleverer deres selvangivelse.

Derfor vil SKAT nu sætte ind overfor dem, der ikke er helt præcise, når de oplyser om, hvor mange kørselsdage de har haft på et arbejdsår, skriver fagbladet 3F.

En undersøgelse foretaget af SKAT i 2010 viste, at danske lønmodtagere betalte omkring en halv milliard for lidt i skat, hvoraf ca. 150 millioner var for meget udbetalt i fradrag for befordring.

De penge vil SKAT gerne have hentet ind til statskassen, og derfor har de siden 2012 kørt målrettede oplysningskampagner omkring befordringsfradrag, ligesom der er lavet nye funktioner på selvangivelsen, så folk får en advarsel, når de skriver tal ind for befordring.

Derfor er tallet i dag lavere end 150 millioner, men alligevel skal pengene hentes ind, også selvom der nok er flere penge at hente hos virksomheder.

- Det er balanceret af, så der er mange flere medarbejdere, som kontrollerer på de områder, hvor undersøgelser viser, at den manglende skattebetaling er langt større, siger Lisbeth Rasmussen, der er underdirektør i SKAT til 3F. 

SKAT vil i sin kontrolaktion af befordringsfradrag udtage to grupper selvangivelser til nærmere undersøgelse. Dels en stribe helt tilfældige, hvor folk har trukket fra for kørsel. Dels en anden gruppe, hvor SKATs it-systemer studser over fradraget, for eksempel hvis en arbejdsløs har fratrukket befordringsfradrag.