Smid ikke disse flasker ud: Nu kommer der pant på endnu flere varer

Skrevet af Nils Würtzenfeld

26/06/2018
Foto:  Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix
Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix
Regeringen udvider nu pantsystemet og indfører pant på endnu flere varer.

Dagens topnyheder

For fremtiden skal du ikke smide dine juice- og saftflasker ud, når du går forbi flaskecontaineren.

Det står klart, efter regeringen tirsdag har vedtaget at udvider pantsystemet, så det også omfatter saft- og juiceflasker af glas, plastik og metal. Det sker både til gavn for forbrugerne og genanvendelsen, lyder det fra regeringen.

Beslutningen betyder, at du fra 1. januar 2020 kan tage dine saft- og juiceflaskerne med, når du alligevel afleverer dine nuværende pantflasker i din lokale flaskeautomat.

For fremtiden pålægges juice- og saft-produkterne pant på en krone for glasflasker og dåser under en liter, 1,5 kroner for plastikflasker under en liter og tre kroner for al emballage mellem 1-20 liter.

Det er samme pant-niveau som de nuværende pantflasker, der i dag omfatter øl, sodavand, kildevand, iste, cider, alkoholsodavand, energidrikke og limonader.

- Vores pantsystem er en fantastisk opfindelse, som inspirerer flere andre lande. Borgerne har stor tillid til pantsystemet, som flere gange er blevet udvidet. Nu gør vi det igen, fordi det giver rigtig god mening, at man som forbruger kan aflevere sine juice- og saft-flasker samme sted, som man afleverer sine sodavandsdåser, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Ved at aflevere juice- og saftflasker i pantautomaten forbliver de i et lukket kredsløb og skal ikke sorteres fra andet plastaffald, som det er tilfældet i dag.

- For vores kunder betyder det meget, at de kan se, at emballagen ikke går til spilde, men bruges igen og igen. COOPs egen emballagestrategi, som handler om at gøre emballage mere genanvendelig og undgå overflødig emballage, er helt i tråd med udvidelsen af pantsystemet, som forhåbentlig medfører, at mindre plast bliver til affald, siger CSR-direktør i COOP, Signe D. Frese.

Det er forventningen, at der med udvidelsen vil blive indsamlet 52 millioner flere flasker og dåser end i dag.