Snart kan du tjekke, om du skal have skattepenge tilbage: Her er 5 ting, du skal skynde dig at tjekke

Skrevet af Emil Ryttergaard

02/03/2017
Skat er snart klar med årsopgørelsen, hvor 4,6 millioner danskere får penge tilbage eller skal til lommen. Men faktisk er der fem ting, man selv kan tjekke allerede nu.

Dagens topnyheder

Hvert forår kommer der en fast begivenhed, der får mere opmærksomhed, end når bøgen springer ud, eller når påskeliljerne spirer op af den danske muld. 

Forårets komme er nemlig lig med årsopgørelsen fra Skat, der enten bringer glæde eller ulykke for utallige borgere. 

I år kan Skat i en pressemeddelelse oplyse, at opgørelsen over sidste års skat ligger klar 13. marts. 

Men selvom Skat får både oplysninger om løn, lån og meget andet udleveret af banken, så kan der alligevel være oplysninger, som Skat ikke automatisk får udleveret.

De oplysninger dækker over kørselsfradrag, børnebidrag, udbytte fra visse typer af værdipapirer, håndværkerfradrag samt privat udlejning, hvis man har tjent penge på blandet andet at leje huset ud på Airbnb.

- Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, da SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor bør man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder fx kørselsfradrag, håndværkerfradrag og børnebidrag, fortæller Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef i SKAT. 

Særligt kørselsfradraget har mange borgere til gode, og derfor skal man huske at skrive sine arbejdsdage, samt firmaadressen ind i Skats systemer, så kørselsfradraget kan udregnes. 

Men det kræver altså, at man rent faktisk har været fysisk på sin arbejdsplads, som Skat påpeger: 

- Når man opgør kørselsfradraget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at man kun kan få fradrag for de dage, hvor man rent faktisk har været på arbejdspladsen. Man kan fx ikke få fradrag for hjemmearbejdsdage, forklarer Jørgen Wissing Jensen.

Hvis man skal have penge tilbage, så bliver penge sat ind på nemkontoen 11. april, lige inden påsken. Medmindre at man altså skal have over 100.000 kroner tilbage fra Skat. I så fald tager er behandlingstiden lidt længere.