Søren bestilte en kagemand i Føtex til sin 2-årige søns fødselsdag - det gik ikke efter planen

Skrevet af Nils Würtzenfeld

26/09/2017
Føtex var hurtig til at komme op med en løsning. Foto: Søren Vigand Kryger/Facebook
Føtex var hurtig til at komme op med en løsning. Foto: Søren Vigand Kryger/Facebook
En fødselsdag for 2-årige Mikkel var nær blevet spoleret, men så trådte en Føtex-medarbejder til med en overraskende besked.

Mest læste i dag

Søndag 17. september stod den på fødselsdag hos familien Vigand Kryger i Køge.

Familiens søn Mikkel fyldte nemlig to år, og det skulle blandt andet fejres med en kagemand.

Derfor var drengens far, Søren Vigand Kryger, kørt i Føtex i Køge, hvor han lagde billet ind på en fin kagemand til sin lille søn.

- Vi havde bestilt en kagemand til Mikkels toårs fødselsdag i søndags, til afhentning på dagen klokken 8.00. Jeg troppede op og blev betjent af en sød og smilende ung medarbejder, skriver Søren Vigand Kryger i et opslag på Facebook, som siden er gået viralt.

Den håbefulde far fik dog hurtigt en nedslående besked:

- Hun fortalte beklagende, at kagemanden ikke var blevet leveret, og ej heller ville komme. Jeg blev naturligvis skuffet, men nåede slet ikke at sige meget mere end ’øv’, før et løsningsforslag kom på bordet, skriver Søren Vigand Kryger.

Den flinke medarbejder foreslog nemlig, at hun i stedet kunne stå for fremstillingen af det aflyste stykke bagværk, da hun mente, at en kagemand nu engang hører en fødselsdag til.

Derfor gik den kvindelige ansatte i gang med at fremstille kagemanden, og efter et par timer modtog Søren Vigand Kryger et opkald fra Føtex.

- Et par timer senere kom der en opringning fra den søde, smilende, problemløsende og nu også kagemandsproducerende medarbejder om, at den var klar til afhentning. Hun sagde tilmed at vi skulle huske kvitteringen fra den gamle, for så ville vi naturligvis få pengene retur, forklarer en overrasket og taknemmelig Søren Vigand Kryger.

Søren Vigand Kryger er taknemmelig over, at Føtex hurtigt fik reddet dagen med denne fine kagemand.

Efter oplevelsen satte den glade far sig til tasterne og skrev en besked til Føtex for at rose butikken og takke den hjælpsomme ansatte.

- Til at starte med skulle det egentlig bare have været et privat opslag, men jeg ville gerne have at den lokale Føtex også kunne se det, forklarer Søren Vigand Kryger til Dagens.dk og uddyber:

- Grunden til at jeg gerne ville have, at Føtex skulle se det, er, at jeg synes, de skulle vide, at de har virkelig gode ansatte. De mærker det vel selv til dagligt, men jeg synes også, at de skulle se, at deres kunder bemærker og anderkender det, lyder det fra faderen, der især håber, at den kvindelige ansatte får en ekstra ros.

- Jeg tænkte, at hvis nu lederen lige gav hende et klap på skulderen og sagde; ’sådan! Godt gået,’ så ville det måske gøre hendes dag bedre, lyder det til Dagens.dk.

Af samme grund lød roserne i Søren Vigand Kryger Facebook-opslag:

- Tak til den søde, smilende, problemløsende, kagemandsproducerende og simpelthen bare fantastiske medarbejder, der tog sig tid til det og bare gad at yde service. Det betød rigtig meget.

Siden har TV 2 Lorry fundet frem til medarbejdere - den 20-årige Alberte Holmer, der til tv-stationen har forklaret, at hun blot var glad for, at hun kunne hjælpe Søren Vigand Kryger med at redde sønnens fødselsdag.

- Det var så frustrerende at sige til en kunde, at han ikke kunne få det, han havde bestilt, så jeg fandt min egen løsning - som min leder heldigvis bakkede op, lyder det fra Alberte Holmer til TV 2 Lorry.

Herunder kan du se Søren Vigand Krygers Facebook-opslag, der indtil videre er blevet liket af mere end 1.500 personer.