Sophie fik en blodprop og døde af disse p-piller - alligevel kan du fortsat købe dem på apoteket

En 16-årig, britisk teenager er død af en blodprop efter at have taget p-piller.

Sagen har fyldt meget i medierne i Storbritannien, men trods dødsfaldet vil Lægemiddelstyrelsen herhjemme ikke fjerne præparatet af p-piller fra de danske apoteker, selvom pillerne vurderes at have haft en medvirkende faktor i den unge kvindes død.

Sophie var ellers sund og rask
16-årige Sophie Murray begyndte i oktober måned sidste år at lide af åndedrætsbesvær og brystsmerter, men det fysiske ubehag fik hende ikke til at søge læge.

To uger senere fandt Shelley Crichton sin datter livløs på teenageværelset i familiens hjem i den nordengelske by Accrington. 

Hun lå i sin seng, trak ikke vejret og hendes læber var blå. Med ambulance blev hun kørt på hospitalet, hvor lægerne erklærede hende død.

Et ligsyn viste, at Sophie Murray, der ellers levede et sundt og aktivt liv, var død af en blodprop i lungerne.

I otte måneder havde hun taget p-pillerne Microgyn, der er et af de mest udbredte præparater i England, og som forhandles på apotekerne i Danmark.

Til Independent forklarer lægen bag ligsynet af den 16-årige kvinde, at det populære præventionsmiddel var en 'medvirkende faktor' til dødsfaldet. 

Hun er ikke den eneste kvinde, der har mistet livet ved en blodprop efter at have taget p-piller.

I maj 2015 faldt en anden, britisk kvinde livløs til jorden, efter hun havde kastet voldsomt op.

Tre uger forinden var hun begyndt at tage p-piller, og præventionsmidlet blev efterfølgende vurderet som en medvirkende årsag til blodproppen i lungerne på den 21-årige engelske kvinde.

De tragiske dødsfald får dog ikke den danske Lægemiddelstyrelse til at ryste på hånden, da de fortsat vil tillade apotekerne at sælge de p-piller, der var med til at koste 16-årige Sophie Murrays livet.

- Vi vil fortsat anbefale Microgyn til de danske kvinder, siger Line Michan, der er chefkonsulent hos Lægemiddelstyrelsen.

Hun fortsætter:

- Det vigtigste er, at lægerne undersøger den enkelte kvindes risiko for blodpropper før de vælger at udskrive p-piller, og at lægen samtidig informerer kvinden om de tegn og symptomer, der kan være på blodpropper, så de kan opdages i tide, siger Line Michan til Dagens.dk.

Det har i flere år været kendt, at p-piller øger risikoen for at blodpropper.

Sundhedsstyrelsen anbefaler som udgangspunkt de såkaldte 2. generations p-piller som Microgyn, da den statistiske risiko for at blive ramt af en blodprop er lavest med disse piller.

- Risikoen for at blive ramt af en blodprop ved at tage pillerne er meget lille. Derfor vurderer vi, at fordelene ved p-pillerne opvejer den øgede risiko for blodpropper, siger Line Michan.

Som kvinde tredobles din risiko for at blive ramt af en blodprop, hvis du beslutter dig for at benytte p-piller som prævention.

De første år på piller er mest risikable
Anders Beich er formand for De Praktiserende Lægers Videnskabelige Selskab (DSAM) og han forklarer, at risikoen for at blive ramt af en blodprop er meget lille, og nok mest er knyttet til det første år på p-piller.

- Det kan derfor være en dårlig idé, hvis man vælger at tage en pause fra p-pillerne, for når man begynder at tage pillerne igen, starter man forfra på den risikoperiode, siger Anders Beich.

Det kan i visse tilfælde være en god idé ikke at benytte sig af p-piller som prævention.

- Der kan være arvelig risikofaktor for blodpropper i familien, og hvis man er ryger, lider af forhøjet blodtryk, overvægt eller migræne, så skal man muligvis ikke have p-piller, siger Anders Beich.

Læs også: Hun stoppede med at tage p-piller: Forandringerne i hendes krop var overvældende

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen bliver to ud af i alt 10.000 kvinder ramt af blodpropper hvert år, hvis de ikke bruger p-piller.

Ved at benytte 2. generations p-piller vil fire til seks ud af 10.000 kvinder årligt blive ramt af blodpropper - og tallet er endnu højere, hvis man tager piller fra den såkaldte 3. eller 4. generation.

Det kan dog være muligt at komme en dødelig blodprop i forkøbet, hvis man er opmærksom på bestemte symptomer som især drejer sig om smerter, ømhed og hævelse i benene, men også vejrtrækningsbesvær, hoste og brystsmerter. 

- Hvis man oplever sådanne symptomer efter at være startet på p-piller eller efter at have siddet ned eller ligget i længere tid, så skal man afsted til lægen for at blive undersøgt, da det kan være symptomer på en blodprop, siger Anders Beich.

En lille blodprop i benene kan hen over nogle dage blive til et stort problem, hvis den i al ubemærkethed får lov at vokse og lader sig transportere via blodårene.

- Hvis den sætter sig fast i lungekredsløbet, så kan det være fatalt, siger Anders Beich.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

Dagens Gossip