Sulten efter kødfri junkfood? Nu kan du bestille en vegetarburger på McDonald’s

Skrevet af Nils Würtzenfeld

15/11/2017
Medarbejdere McDonald's
Foto: McDonald's
Så er der gode nyheder til burgerglade vegetarer.

Dagens topnyheder

Hvad enten du sætter tænderne i en Big Mac, en Tasty eller en cheeseburger fra McDonald’s, så er der kød på menuen.

Men nu er der gode nyheder til burgerglade vegetarer, da fastfoodkæden har valgt at lancere en ny vegetarburger i Danmark. Det oplyser McDonald’s i en pressemeddelelse.

Ifølge McDonald’s selv skyldes den nye vegetarburger på restaurantens menukort, at flere og flere danskere vælger at tage en kødfri dag – også når de spiser burgere. Derfor vil man gerne imødekomme danskerne kødfri spisevaner.

Sådan ser den nye burger ud. Foto: McDonald's

- Vi har, især i den seneste tid, oplevet, at en del af vores gæster har efterspurgt en burger, som ikke indeholder kød - så vi kan bestemt også mærke tendensen. Derfor har vi gennem noget tid arbejdet meget målrettet med at udvikle vores eget tilbud til dem, der gerne vil have et alternativ til vores burgere med enten kød eller kylling, siger Mads Friis, kommerciel direktør i McDonald´s Danmark.

De kødfri efterspørgsler er dog ikke kun særlige for McDonald’s. En Gallup-undersøgelse fra tidligere i år viser nemlig, at danskerne generelt spiser mindre kød end for fem år siden. Flere vælger kødet fra en eller flere gange om ugen, og derfor har McDonald’s nu fulgt trop.

For at skabe en anstændig vegetar-variant af den klassiske burger, tilbyder fastfood giganten en burger bestående af to vegetariske bøffer, som primært består af Quinoa, rød peberfrugt og krydderier.

Den nye vegetarburger kan købes i McDonald’s restauranter fra 16. november.

Læs også: Derfor skal du altid bestille en ekstra burger på McDonald’s