Tårnhøje snit på IT-uddannelse kan forklares

Skrevet af admin

30/07/2016

Mest læste i dag

Hvis man kun ser på tallene, ser det vildt ud.

For at komme ind på den internationale datamatikeruddannelse på Copenhagen Business Academy skal en studerende i år have 11, 8 i gennemsnit. Sidste år var kravet et karaktergennemsnit på 5,5.

Men spørger man uddannelsesdirektør på akademiet, Gregers Christensen, vil han gerne vædde med, at gennemsnittet til næste år er faldet ned på det normale igen.

Der er nemlig en god forklaring på det store spring, der både har vist sig på den internationale datamatikeruddannelse og på den internationale multimediedesigneruddannelsen.

Gennemsnittet er steget så meget på begge uddannelser, fordi akademiet optager meget få og har haft en del studerende på venteliste fra sidste år.

- Jeg tror, det er et sammenfald af flere ting. Det ene er, at der er en dimensionering på de to uddannelser, og det betyder, at vi ikke kan optage alle, vi vil. Der er en begrænsning på det antal, vi kan optage.

- Det andet er, at vi sidste år havde en del studerende, der var kvalificeret til at komme ind på uddannelsen, som vi satte på venteliste.

- De indløser nu deres billet og gør brug af deres standbyplads. Det betyder, at vi i år optager meget, meget få reelt nye studerende, siger han.

Den internationale datamatikeruddannelse optager 35 studerende om året, mens den internationale multimediedesigneruddannelse optager 36.

Uddannelsesdirektøren giver et eksempel for at illustrere, hvorfor karaktergennemsnittet er steget. Det er et slag på tasken over dette års optag af studerende på den internationale datamatikeruddannelse.

Der bliver kun optaget 35 studerende i alt på uddannelsen, og af dem er 17-18 ansøgere optaget på kvote 2. Omkring 10 har været på venteliste fra sidste år.

De resterende pladser er optaget af studerende med de højeste gennemsnit. Og derfor ser det voldsomt ud i statistikken.

Til næste år regner uddannelsesdirektøren dog med, at gennemsnittet falder ned til det normale igen på AP degree i computerscience og AP degree in multimedia, som de to uddannelser formelt hedder, da der ikke vil være en venteliste med studerende fra 2016.

Både de studerende med høje gennemsnit og dem med lidt lavere snit vil blive optaget, lyder det fra uddannelsesdirektøren.

/ritzau/