Tidligere PET-chef: Vi kendte ikke til imamers dobbeltspil

Skrevet af admin

08/04/2014

Dagens topnyheder

I den tidligere imam Ahmed Akkaris nye bog fremgår det, at nogle imamer spillede dobbeltspil under Muhammed-krisen.

På den ene side opretholdt de en antivoldelig facade og samarbejdede med politiet. På den anden side optrappede de konflikten.

Vi havde ingen mistanke til imamerne, fortæller Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, til Information.

- Ved siden af optrapning af konflikten og opretholdelsen af en antivoldelig facade gjorde Arbejdsgruppen (kreds af blandt andet imamer, red.) sig store anstrengelser for at fastholde en bred opbakning blandt de danske muslimer, lyder en passage fra Akkaris bog.

Efterfølgende nævner den tidligere imam blandt andre Det Muslimske Broderskab og salafisterne i København, som værende dem, der skulle vækkes til protest.

Men på trods af de fem imamers bestræbelser kendte Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke til, at imamerne forsøgte at optrappe konflikten, fortæller Hans Jørgen Bonnichsen.

Han samarbejdede under Muhammed-krisen i 2006 for PET med en række imamer heriblandt Akkari.

Samarbejdet gik blandt andet ud på, at imamerne skulle være talerør for muslimske grupperinger i Danmark, og så skulle de påtage sig et ansvar for de unge, de havde kontakt til, som var i fare for en øget radikalisering.

- De skulle ikke være agenter, men påtage sig et ansvar inden for deres respektive felter og være med til at sørge for, at unge ikke kom ud i situationer, hvor de gjorde skade på sig selv eller det danske samfund. Og det gik efter vores opfattelse fantastisk godt, siger han.

Akkaris bog, "Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark", kommer ud i boghandlerne tirsdag.

/ritzau/