Top 10: Her er uddannelsen, der kræver det vildeste gennemsnit

Skrevet af admin

30/07/2015

Mest læste i dag

For tredje år i træk er uddannelsen "International Business" den absolut sværeste videregående uddannelse i landet at komme ind på blandt de uddannelser, der optager studerende ud fra deres karaktergennemsnit.

Og med et adgangsgivende snit på 12,3 for at komme ind på det populære engelsksprogede virksomhedsstudie sætter studiet igen rekord.

Sidste år krævede det minimum 12,1 i snit at blive optaget.

Uddannelsen findes på Copenhagen Business School (CBS), der kan glæde sig over, at skolen sidder solidt på top tre over de studier med det højeste adgangsgivende snit.

Ud over førstepladsen indtager CBS nemlig også tredjepladsen med uddannelsen "International Business and Politics" med 11,7 i snit.

Andenpladsen går til universitetsuddannelsen molekylær biomedicin, der også sprænger skalaen med et snit på 12,1.

Årets tal for optagelse på de videregående uddannelser viser, at de unge i højere grad søger mod uddannelser, der retter sig mod job den private sektor.

I år er det særligt professionsbachelor-uddannelserne, som har været populære. Men kigger man på væksten siden 2007, er det erhvervsakademiuddannelserne, der har oplevet den største vækst.

Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) udtrykker stor tilfredshed med ansøgningsmønstret. Også i Dansk Erhverv glæder man sig over, at de unge tænker på deres jobmuligheder, når uddannelsen er slut.

- Det er især positivt, at stigningen er størst på uddannelser, der retter sig mod det private arbejdsmarked. Ikke mindst når vi igen i år sætter rekord i antallet af optagne.

- Det er en massiv investering fra samfundet, og vi skal gerne have et afkast i sidste ende med dygtigere studerende, der kan være med til at skabe vækst i vores virksomheder, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Dog ærgrer det Dansk Erhverv, at det endnu ikke er lykkedes at lokke de unge til de naturvidenskabelige uddannelser på landets universiteter i særlig stor grad.

Ligesom Mette Fjord Sørensen finder det en smule bekymrende, at der er blevet optaget 19 procent færre på erhvervsakademiernes it-uddannelser.

Herunder følger hele top 10'en over uddannelser med det højeste adgangskrav:

1. International Business. Karakterkrav på 12,3.

2. Molekylær biomedicin: 12,1.

3. International Business and Politics på CBS: 11,7.

4. Psykologi på Københavns Universitet: 11,4

5. Erhvervsøkonomi, HA (Projektledelse) på CBS: 11,3

6. og 7. Professionsbachelor i kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt medicin på Københavns Universitet: Begge 11,2

8., 9. og 10 Antropologi på Københavns Universitet, medicin på Aarhus Universitet samt jordemor på Professionshøjskolen Metropol: Alle 11,0

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

/ritzau/