Transkønnet vinder sag om diskrimination på job

Skrevet af admin

13/08/2015

Mest læste i dag

Michelle Holst-Fischer havde en rød frakke, sorte støvler og en smule makeup på, da hun mødte på sin første arbejdsdag hos vikarbureauet Jysk Mandskabsservice.

Hun var blevet sendt i arbejdsprøvning af kommunen og syntes selv, at det gik godt på lageret, hvor hun skulle køre truck.

Så hun blev overrasket, da hun senere på dagen kontaktede kommunens jobcenter og fik at vide, at arbejdsgiveren ønskede, at hun "skruede ned for sin femininitet", skriver Politiken torsdag.

60-årige Michelle Holst-Fischer er transkvinde. Hun er ikke kønsskifteopereret, men har klædt sig udelukkende som kvinde i 15 år, er i hormonbehandling og har fået juridisk kønsskifte.

Fordi hun gerne ville beholde sit job på lageret, mødte hun dagen efter op i sikkerhedssko, med mindre makeup og et hårbånd, der dækkede hendes lange hår.

Arbejdet gik igen fint, men senere på dagen blev hun ringet op af jobcentret, som forklarede, at Jysk Mandskabsservices kunde ikke ønskede, at "sådan en som hende" skulle arbejde hos dem.

- Jeg blev godt gal i skralden. Hvis de havde sagt det samme til en med en anden hudfarve, ville det helt klart være racisme. Men var det bare okay, hvis det var, fordi jeg er transkønnet, siger Michelle Holst-Fischer.

Hun lagde sammen med fagforeningen 3F og LGBT Danmark sag an mod Jysk Mandskabsservice og deres kunde, der ejede lageret. Sagen blev afgjort i juni, og i sidste uge udløb ankefristen.

Michelle Holst-Fischer har nu rettens ord for, at hun er blevet diskrimineret på grund af sit kønsudtryk. Lagerets ejer gik fri, men Jysk Mandskabsservice er blevet dømt til at betale Michelle en erstatning på 30.000 kroner.

Det er første gang, en transperson har vundet en sag om diskrimination på jobbet, skriver Politiken.

- Det er et uhyre vigtigt signal til arbejdsgivere om, at diskrimination på grund af transkønnethed eller transvestisme ikke kun er noget, der i teorien er forbudt.

- Men noget, der rent faktisk kan blive håndhævet, siger forperson hos Landsforeningen for Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle og Transpersoner, LGBT Danmark, Søren Laursen.

/ritzau/