Ugentligt asyltal dykker til det laveste i år

Skrevet af Redaktionen

29/08/2016

Dagens topnyheder

I løbet af den seneste uge er der registreret 36 asylansøgere. Det viser en opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Asyltallet er baseret på registreringer i politiets system, Polsas. Tallene er foreløbige og forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterretninger.

Ugens asyltal er det laveste, som myndighederne har registreret, siden regeringen indførte midlertidig grænsekontrol 4. januar. Det er sjette uge i streg, at der bliver registreret under 100 asylansøgere.

Det samlede antal af asylansøgere i år har rundet 4700. Til sammenligning ankom der hele sidste år cirka 21.000 asylansøgere.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) talte torsdag på et samråd i integrationsudvalget varmt om grænsekontrollen.

- Grænsekontrollen har givet os langt bedre mulighed for at håndtere både sikkerheden og migrationsstrømmene.

- Grænsekontrollen har været medvirkende til at opretholde den offentlige orden og den indre sikkerhed i Danmark, sagde Inger Støjberg.

Tirsdag fremlægger statsminister Lars Løkke Rasmussen regeringens 2025-plan, hvor regeringen blandt andet vil fremlægge en række en initiativer på udlændingeområdet.

Til 2025-planen har Dansk Folkeparti det som et af sine store ønsker, at der skal indføres permanent grænsekontrol med straksbehandling af asylansøgere ved grænsen.

Foreløbigt vil regeringen opretholde grænsekontrollen frem til 12. november.

/ritzau/