Ups - pinlig og dyr stavefejl på død rockers gravsten

Skrevet af Ronja Ryde

12/07/2014

Mest læste i dag

‘Gå med dagen’ lyder det sidste farvel på spansk til Poul Joachim Hansen, som for snart to uger siden døde af et hjertestop efter et værtshusslagsmål på en bodega i Helsinge.

Men det er en fejl. Rockeren Poul Joachim Hansen, der i rockerkredse var bedre kendt som Big Mac, skulle være sendt af sted med ordene ‘Gå med gud’.

Det skriver Ekstra Bladet, som i dag deltog i begravelsen af den afdøde rocker ved Græsted Kirke.

I stedet for ordene ‘Vaya con Dios’ har den 300 kilo tunge gravsten nemlig fået inskriptionen ‘Vaya con Dias'.

LÆS OGSÅ: To unge mænd er fængslet for drab på Bandidos-rocker

Ekstra Bladets reportere spurgte under begravelsen nogle af de fremmødte rockere ind til skriften på stenen, men ingen af dem kunne svare på, om der var tale om en stavefejl.

Men det var der, og derfor ringede avisen og konfronterede den stenhugger, som har hugget stenen og solgt den for den nette sum af 37.000 kroner.

- Det siger I ikke? Det er næsten ikke til at holde ud at høre. Vi har knoklet i dagevis og til og med i aftes og nat for at få den færdig, og nu er vi nødt til at begynde forfra og polere den helt ned igen, siger stenhuggeren, da Ekstra Bladet konfronterer ham med den ærgerlige fejl.