Uventet hjælp til hjemløse: André får biker-støtte efter roma-afpresning

Skrevet af Nils Würtzenfeld

25/05/2017
Foto: Mohammed Gajhede Esmaili/Facebook
Foto: Mohammed Gajhede Esmaili/Facebook
Efter en sag om afpresning af folk der sover på gaden, har danske hjemløse nu fået uventet støtte.

Mest læste i dag

I sidste uge kunne flere medier fortælle, hvordan en række hjemløse i Danmark oplever at blive opkrævet beskyttelsespenge for at få lov at sove på gaden.

Èn af disse hjemløse er André Christiansen, der har boet på gaden i Københavns i over syv år.

For nylig blev han vækket af tre mænd, mens han sov ved Nørreport Station.

De krævede, at han skulle betale dem 500 kroner hver nat, hvis han ville sove der.

- Det var lidt svært, for de står tre store mænd. De er på den anden side af 50, så det er jo det, vi kalder mafiaen. Og så kræver de penge. Da jeg så sagde nej, tog den ene et baseballbat frem og truede mig, fortæller han til TV 2.

Siden har historien skabt vrede og forargelse mange steder – ikke mindst hos Mohammed Gajhede Esmaili, der til daglig er direktør i et leasingselskab, men i sin fritid er medlem af motorcykelklubben League of Shadows.

Derfor valgte Mohammed Gajhede Esmaili i weekenden at opsøge André Christiansen på Nørreport. Et møde som han efterfølgende postede et billede af på Facebook sammen med følgende besked.

- Gæt hvem der fik en masse nye venner i dag. Fra i dag er André og Linda mine venner. Samtidig er alle deres hjemløse venner, mine venner. Mit nummer er på hurtig-kald, og så venter vi bare og ser, om der stadig er usle mennesker, der har lyst til at kræve dem penge for at sove på gaden, skriver Mohammed Gajhede Esmaili i sit opslag.

Foto: Mohammed Gajhede Esmaili/Facebook

Han understreger samtidig, at hjemløse som André Christiansen og hans veninde Linda for fremtiden kan forvente biker-opbakning.

- Ham og Linda er mennesker som os, og de er de svage i samfundet, skriver Mohammed Gajhede Esmaili og opfordrer til, at vi står sammen.

- For ham, der sad der med en indkøbsvogn med hele sit liv i, drejede det sig ikke om, om man var sort, hvid eller gul, men om, at det ikke var retfærdigt at blive tvunget til at betale for at ligge på jorden, skriver han.

Siden har andre bikere også bakket op om Mohammed Gajhede Esmaili, der efter mødet med André Christiansen besluttede, at der måtte gøres noget.

Derfor kører han sammen med sin bikerklub og andre bikere i dag en støttetur for de hjemløse fra et klubhus i Hedehusene til København.

- Det er fandme ikke retfærdigt! Og så tænkte jeg; Det kan jeg gøre noget ved, fortæller Mohamed Gajhede Esmaili til TV 2 Lorry og forklarer, at de hjemløse ikke skal føle sig alene.

- Jeg vil sige til dem, at de ikke skal være bange, og at de ikke er alene. Der er mange, der vil støtte op om dem. Og de skal ikke finde sig i at blive afpresset, forklarer han og understreger dog samtidigt, at der er tale om et fredeligt initiativ.

Hos De hjemløses Landsorganisation SAND kan man desværre også nikke genkendende til problemet med hjemløse-afpresning.

- Det er desværre en problematik, vi kender til, og metoden bliver mere og mere udbredt. Uden at være racistisk, for det er vi ikke, må man bare sige, at problemet bliver større, jo flere romaer og østeuropæere, der kommer til København, siger Michael Høyer, der er formand for SAND Hovedstaden, til Berlingske.